Kender du til denne person?

Zand.News – Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser denne yngre mand, der kan sættes i forbindelse med en stribe bedragerisager over for ældre i juni og juli måned.

Politiet beder offentligheden om hjælp til at identificere en ung mand, der mistænkes for at have været med til at begå flere svindelnumre over for ældre. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Måske samme gerningsmand i seks forhold

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser en yngre mand, der kan sættes i forbindelse med en stribe bedragerisager i juni og juli måned. Der er tale om i alt seks sager i Holbæk, Bjæverskov, Vipperød og Viby Sjælland, hvor ældre personer er blevet manipuleret til at udlevere deres dankort og koder, og hvor der efterfølgende er hævet fra 11.000 til 17.000 kroner. Kontakt politiet på telefon 1-1-4, hvis du ved noget om denne unge mand.

»Efterforskningen af sagerne har vist, at der formentligt er tale om den samme gerningsmand i de seks forhold. Vi ved erfaringsmæssigt, at de personer, der står bag bedragerierne, fortsætter deres svindelnumre over for de ældre igen og igen. Derfor vil vi meget gerne have manden identificeret hurtigst muligt,« siger Brian Thesbjerg Christensen, der er fagansvarlig i politiets afdeling for økonomisk kriminalitet.

Læs også sidste nyt i sagen: Ung ældresvindler identificeret af borgerne.

Midt- og Vestsjællands Politi oplever i øjeblikket en ny bølge af sager om ældre, der bliver svindlet. Politiet skal i den forbindelse igen opfordre til, at alle, der har ældre familiemedlemmer, eller som på anden vis er i kontakt med de ældre, sørger for at advare dem om svindelnumrene. Politi, banker mm kontakter aldrig folk telefonisk for at få kontooplysninger udleveret og møder heller aldrig op personligt for at få udleveret dankort. Hvis man bliver kontaktet af folk, man ikke kender, så smid røret på. Og allerbedst er det, hvis man sørger for at kontakte sit teleselskab for at få sit nummer udeladt, så svindlerne ikke kan finde frem til en.

Øverst: Efterlysning. (Foto: Midt- og Vestsjællands Politi). PM/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/7uxg