Autisme-tilbud med 100 år i børnenes tjeneste

Zand.News – Himmelev Behandlingstilbud regnes for at være blandt de første i verden med et målrettet tilbud til børn og unge med autisme. Nu fejrer behandlingstilbuddet, der ejes af Region Sjælland, 100-års jubilæum.

I et helt århundrede har Himmelev Behandlingstilbud i Hvalsø været et trygt og udviklende sted for børn og unge med særlige behov. I dag er den sociale institution anerkendt som et fyrtårn for arbejdet med børn og unge med autisme – både nationalt og internationalt – og kan i år fejre 100-års jubilæum. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Region Sjællands anerkendte autismetilbud, Himmelev Behandlingstilbud, fejrer i dag 100-års jubilæum. Stedet var et af verdens første af sin slags og bygger på princippet om at tilpasse omgivelserne til det enkelte barn. Institutionen ligger i Hvalsø og hjælper i dag børn og unge med kompleks autisme. Det gælder både beboere på stedet og børn i dagbehandling, herunder fra Slagelse Kommune. Gennem et århundrede har centret omsat ny viden til praktisk omsorg og udvikling for sårbare unge. Det historiske jubilæum markeres i dag med et arrangement for beboere, medarbejdere og samarbejdspartnere.

Regnes for at være blandt de allerførste i verden

Himmelev Behandlingstilbud regnes for at være blandt de allerførste i verden med et målrettet tilbud til børn og unge med autisme og har været en frontløber i udviklingen af det autismepædagogiske felt. Erfaringerne herfra har ikke alene haft betydning for børn og unge på institutionen, men har også været med til at inspirere og præge udviklingen af indsatsen for børn og unge med autisme langt ud over Danmarks grænser.

»I 100 år har Himmelev Behandlingstilbud været et sted, hvor børn og unge er blevet mødt med respekt, omsorg og en grundlæggende tro på deres muligheder. Det er et stærkt eksempel på, hvordan vi i Region Sjælland tager ansvar for nogle af de mest sårbare borgere med både hjerte, faglighed og langsigtet ansvar. Himmelev er noget, vi kan være oprigtigt stolte af, også set i et internationalt perspektiv,« siger regionsrådsmedlem Kirsten Devantier (V), som er 2. næstformand i Region Sjælland.

Der bor 20 børn og unge med kompleks autisme på Himmelev Behandlingstilbud, hvor skole, behandling og livstræning er en del af en samlet hverdag. De fleste børn går i intern skole eller på andre specialskoler. De unge går på forskellige ungdomsuddannelser, som for eksempel FGU eller særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Derudover er der fem børn og unge i dagbehandling, der ikke bor på institutionen, men bor i for eksempel Slagelse By.

Viden tæt på hverdagen former autismetilbuddet

Noget af det, der kendetegner Himmelev Behandlingstilbud, er den tætte sammenhæng mellem viden og hverdag. Gennem mange år har institutionen arbejdet målrettet med at lade ny viden, forskning og erfaringer blive omsat direkte i den daglige indsats omkring børnene. Det betyder, at udvikling ikke foregår langt væk fra hverdagen, men tæt på børn, unge og medarbejdere med fokus på tryghed, trivsel og udvikling.

»Vi har altid haft en ambition om, at viden skal give mening i praksis. Det handler ikke om teorier for teoriens skyld, men om at blive klogere på, hvordan vi bedst støtter det enkelte barn eller det enkelte unge menneske i hverdagen. Den tilgang har været med til at forme vores institution gennem generationer,« siger Jesper Thor Olesen, der er forstander på Himmelev Behandlingstilbud.

En arv fra pioneren i autisme Sofie Madsen

Himmelev Behandlingstilbud blev grundlagt for 100 år siden af Sofie Madsen, der var blandt de første i Danmark til at arbejde målrettet med børn med autisme. Hendes grundlæggende menneskesyn om, at barnet skal forstås og mødes som det er, og at omgivelserne skal tilpasses barnet, var banebrydende dengang og er fortsat kernen i institutionens arbejde i dag.

Med respekt for historien og blik for fremtiden står Himmelev Behandlingstilbud i dag som et stærkt eksempel på, hvordan man gennem generationer kan passe på sårbare børn og unge og samtidig udvikle et unikt socialt tilbud.

Markering af jubilæet i dag fredag den 10. april

100-års jubilæet fejres i dag fredag den 10. april kl. 13.00 med et jubilæumsarrangement på Himmelev Behandlingstilbud. Dagen byder på taler, sang og markering af institutionens lange historie, og både tidligere og nuværende beboere, forstandere, medarbejdere og samarbejdspartnere deltager i fejringen.

Faktaboks: Himmelev Behandlingstilbud blev grundlagt for 100 år siden som et privat initiativ og fungerede oprindeligt som børnehjem for børn med særlige behov. I dag er institutionen et offentligt tilbud under Region Sjælland og vil fremover høre under Region Østdanmark. I størstedelen af institutionens historie har den haft til huse i Himmelev ved Roskilde. I 2010 den til nye og mere tidssvarende rammer i Hvalsø, hvor institutionen fortsat har base i dag.

Øverst: Skærmet tilbygning (pavillon) ved Himmelev Behandlingstilbud i Hvalsø til blandt andet eneundervisning af børn med særlige behov. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen: https://www.slagelse.info/zsn/xqq9