Noah Thilemann, var dine ord varm luft?

Læserbrev – »Kære byrådsmedlem Noah Christiansen Thilemann. Jeg har forsøgt at stille dig en række spørgsmål i kommentarerne til dit opslag om budgettet, men jeg har ikke fået svar. Derfor tillader jeg mig at stille dem her i stedet,« skriver tidligere byrådsmedlem Christopher Trung Paulsen i et læserbrev.

»Da du præsenterede dit kandidatur til Slagelse Byråd, skrev du blandt andet, at Socialdemokratiet altid skulle være dem, der sikrer fremskridt for dem, der har mindst, og at du ville kæmpe for, at politikken satte dagsordenen for dem, der har allermest brug for det. Du valgte samtidig at bringe dine egne udfordringer ind i den offentlige debat og bruge dem som en del af fortællingen om, hvem du var som kandidat, og hvem du ønskede at kæmpe for,« skriver Christopher Trung Paulsen videre i sit læserbrev og fortsætter:

Dette indlæg er indsendt af Christopher Trung (RV), der er tidligere byrådsmedlem i Slagelse Kommune og ikke genopstillede ved sidste valg. Indlægget er udtryk for skribentens egne holdning. Alle indlæg hos Slagelse.News skal være inden for straffelovens og presseetikkens rammer. Du er velkommen til at sende indlæg til redaktion@slagelsemedia.dk.

»Derfor har jeg svært ved at få dine ord dengang til at hænge sammen med, at du nu er med til at indstille specialskolen Nordskolen til lukning – uden at skolen, medarbejderne eller forældrene på forhånd har haft mulighed for at blive hørt.

Hvor meget af besparelsen forsvinder igen, når børnenes behov for specialundervisning bliver medregnet? Deres behov for specialundervisning forsvinder jo ikke, ved at man lukker deres specialskole. Hvordan mener du selv, at din beslutning hænger sammen med det værdigrundlag, du gik til valg på?

Og hvad vil du sige til de ildsjæle blandt Slagelse Kommunes ansatte, som hver dag lægger kræfter og engagement i deres arbejde, men som nu må leve med tanken om, at deres arbejdsplads måske kan blive foreslået lukket fra den ene dag til den anden uden varsel eller dialog?

Politik handler naturligvis også om svære prioriteringer. Men når man går til valg på at være en stemme for dem, der ikke selv råber højest, følger der også et ansvar med, når ens egne beslutninger rammer netop dem. En forståelse for dette ansvar har jeg meget svært ved at kunne genkende i dine seneste opslag og kommentarer på sociale medier, hvor du tilsyneladende blindt jubler over de såkaldte omprioriteringer.

Jeg håber derfor, at de ord, du gik til valg på, var mere end mine ballondyr – altså mere end noget, der er fyldt med varm luft og kun holder et par dage.«

Christopher Trung Paulsen
Slagelse

Læs også: Forældre indkalder til demonstrationer: “Vi er slet ikke blevet hørt”.

Slagelse News har forsøgt at række ud til byrådsmedlem Noah Christiansen Thilemann (S) lørdag formiddag for at få en kommentar, men søndag eftermiddag har han endnu ikke svaret tilbage.

Du kan læse budgetforliget i Slagelse Kommune for 2027, som syv partier står bag, på slagelse.dk. De syv forligspartier er Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Storebæltslisten og Det Radikale Venstre

Øverst: Nordskolen på Nørrevangstorvet 6B i Slagelse (Foto: Google Earth Pro). Debat/Red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen: https://www.slagelse.info/zsn/wrad