Læserbrev – »Kunstig intelligens har taget overhånd i byrådssalene, i valgkampen og i Folketinget,« skriver Christopher Trung Paulsen (RV), der er afgående byrådsmedlem i Slagelse Kommune.
Jeg ved snart ikke om jeg debatterer med et menneske eller en maskine, når jeg kommenterer på et politisk Facebookopslag, kommenterer på et indlæg fra en byrådskollega i byrådssalen, eller læser et debatindlæg på Altinget. Sådan indleder Christopher Trung Paulsen sit læserbrev.
Dette indlæg er indsendt af Christopher Trung (RV), der er byrådsmedlem i Slagelse Kommune, men ikke genopstiller. Indlægget er udtryk for skribentens egne holdning. Alle indlæg hos Slagelse.News skal være inden for straffelovens og presseetikkens rammer. Du er velkommen til at sende indlæg til redaktion@slagelsemedia.dk.
DSU-formand slynger ud med diverse fordomme
Et af de senere eksempler er fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms forbundsformand og folketingskandidat, Katrine Evelyn Jensen. I et indlæg på Altinget slynger hun ud med diverse fordomme om forældre til børn med diagnoser, hvor hun stiller en åben anklage om at nogen forældre, ifølge hende, angiveligt skulle “hige efter at give deres barn en bogstavkombination, fordi selv har svært ved at opdrage, sætte grænser og finde ro i, at modenhed kan tage tid.”
Samtidig linker hun til forskellige kilder, som hun enten har valgt voldsomt at fordreje, eller som hun ganske enkelt ikke selv har læst tilstrækkeligt. Eksempelvis påstår hun, at Vive skulle have fastslået, at “23% af eleverne i den almene folkeskole har brug for særlig støtte”. Hun linker til en undersøgelse som Vive lavede. Problemet er bare det, at det har Vive ikke påstået i deres undersøgelse. De skriver, at 23,4 % af eleverne i 3., 6., og 9. klasse vurderes at have et særligt behov for almenskolen i 2024.
Indlægget er fyldt med tegn fra kunstig intelligens
I undersøgelsen står der også, at det vil være en klar fordel, hvis mulighederne for at sætte hurtigere ind med støtte i skolen forbedres. Katrine Evelyn Jensen bruger dermed resultaterne fra undersøgelsen til at understøtte et fuldstændigt modsatrettet narrativ, end hvad resultaterne faktisk peger på, når hun i sit indlæg insinuerer at løsningen skulle være at lukke for hurtigere hjælp.
Grammatisk er Katrine Evelyn Jensens indlæg desuden fyldt med tegn, som ikke er standard i et dansk tastatur, og som det er typisk for kunstig intelligens at gøre brug af.
Jeg vil opfordre til, at vi prøver at få fyldt folketingssalen og byrådssalene op med ægte intelligens, i stedet for kunstig intelligens. Hvis det alligevel er kunstig intelligens, der klarer de politiske meningsudvekslinger, hvad skal de folkevalgte så være til for?
Christopher Trung Paulsen
Afgående byrådsmedlem for Radikale Venstre.
Relevante links:
Katrine Evelyn Jensen, forbundsformand, DSU, i Altinget – https://www.altinget.dk/artikel/man-skulle-tro-at-foraeldre-higer-efter-en-diagnose-til-deres-boern-fordi-de-har-svaert-ved-at-opdrage
VIVE – https://www.vive.dk/da/nyheder-og-debat/2024/miljoeet-boer-have-en-stoerre-plads-i-forstaaelsen-af-saerlige-behov-i-skolen/
Karina Bundgaard, formand, Autismeforeningen, i Altinget – https://www.altinget.dk/boern/artikel/autismeforeningen-det-er-ikke-dsu-formands-hensigt-at-udskamme-autister-men-det-er-praecis-det-hun-goer
Øverst: Christopher Trung Paulsen. (Foto: Christopher Trung Paulsen (Redigering: Slagelse Media). Debat/Red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

