Slagelse.News – Vikingeborgen Trelleborg byder på Danmarks største vikingefestival fra lørdag den 11. juli til søndag den 19. juli 2026.
Nu slår Vikingeborgen Trelleborg igen portene op for en af sommerens helt store oplevelser, når Danmarks største vikingefestival løber af stablen fra lørdag den 11. juli til søndag den 19. juli 2026. I år bliver det endnu nemmere at deltage, man kan nemlig hoppe på buslinje 909 helt gratis mellem Slagelse Banegård og festivalpladsen alle dage og undgå at finde p-plads. Det skriver Trelleborg i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Vikingeborgen Trelleborg afholder Danmarks største vikingefestival fra den 11. til 19. juli. Over tusind vikinger deltager med historiske boder, håndværk og familieaktiviteter som bueskydning og krigertræning. Festivalens højdepunkt er Slaget om Trelleborg fra den 16. til 19. juli, hvor over to hundrede krigere mødes i kampe uden en aftalt vinder. For at gøre transporten nemmere og mindske presset på parkeringspladserne kan gæster i år køre gratis med bus 909 fra Slagelse Banegård direkte til pladsen. Under hele festivalen er der desuden rig mulighed for at købe mad og drikke fra lokale aktører.
Dufte, lyde og håndværk vækker fortiden til live
På festivalpladsen venter en levende vikingeverden, hvor dufte, lyde og håndværk vækker fortiden til live. Over 1000 vikinger fra ind- og udland fylder området med historiske boder, madbål, kamptræning og autentisk reenactment. Slagmarken bliver centrum for det legendariske Slaget om Trelleborg, der finder sted fra torsdag d. 16. juli til søndag d. 19. juli fra kl. 13 til 14.
»Vi glæder os så meget til at byde publikum velkommen til Trelleborg Vikingefestival i år. Der venter spændende oplevelser for både børn og voksne. I år er det dejligt, at vi igen i år kan tilbyde gratis transport med bus 909. Det gør festivalen mere tilgængelig for både lokale og turister, og samtidig er det en bæredygtig løsning, der passer godt til oplevelsen,« fortæller museumschef Anne-Christine Larsen.
Vikingernes hverdag og “Slaget om Trelleborg”
Festivalpladsen er åben hver dag fra kl. 10-17. I vikingelandsbyen “Slagløse” kan børn og voksne hver dag mellem kl. 11 og kl. 16.30 bage fladbrød, skyde med bue og pil, male skjolde og skrive med runer med videre.
Børnene kan også deltage i gratis krigertræning eller tage med på en gratis rundvisning. På festivalpladsen kan gæsterne møde dygtige håndværkere og handlende, smage lækker mad og opleve vikingekrigerne træne. Husk, at medbringe kontanter, hvis man ønsker at handle med en viking.
Slaget om Trelleborg er årets store tilløbsstykke. Over 200 vikingekrigere i fuld udrustning mødes på slagmarken og kæmper for sejr og ære. Fra torsdag den 16. juli til søndag den 19. juli, dagligt kl. 13-13.45, genlyder Trelleborg af råb og klingende stål. Udfaldet af Slaget er ikke aftalt på forhånd og dagene byder på spænding om hvem, der vinder dagens kamp.
Cafe Trelleborg ved Madentréprenøren har opskaleret i både udstyr, udbud og folk. Hele ugen står cafeen klar til at tage imod både sultne og tørstige gæster med lokale lækkerier, skøn is og grillede pølser.
Entréen koster 150 kroner for voksne og 50 kroner pr. dag for børn under 18 år. Parkering er gratis ved museet eller på marken ved Hejningevej i de markerede områder. Museet anbefaler, at man ankommer senest kl. 11.00 på dage, hvor Slaget om Trelleborg foregår, så der er tid til både parkering og entre.
Øverst: Vikingefestival på Trelleborg. (Foto: Jakob Nyborg Andreasen / Trelleborg). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

