Slagelse.News – »Vi glæder os så meget til at byde publikum velkommen til Trelleborg Vikingefestival. Der venter spændende oplevelser for både børn og voksne. I år er det ekstra dejligt, at vi kan tilbyde gratis transport med bus 909 hele ugen,« lyder det fra Trelleborg i Slagelse.
Nu slår Vikingeborgen Trelleborg igen portene op for en af sommerens helt store oplevelser, når Danmarks største vikingefestival løber af stablen fra lørdag den 12. juli til søndag den 20. juli 2025. I år bliver det endnu nemmere at deltage, man kan nemlig hoppe på buslinje 909 helt gratis mellem Slagelse Station og festivalpladsen alle dage og undgå at finde p-plads. Det skriver Trelleborg i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Trelleborg i Slagelse inviterer igen til Danmarks største vikingefestival fra 12. til 20. juli 2025 med over 1.000 vikinger fra ind- og udland. Gæster kan opleve historiske boder, håndværk, kamptræning og det daglige “Slaget om Trelleborg”. Festivalen byder også på aktiviteter for børn, gratis rundvisninger og shows. I år kører buslinje 909 gratis mellem Slagelse Station og festivalpladsen, hvilket gør det nemt at komme frem. Entré koster 150 kr. for voksne og 50 kr. for børn. Festivalpladsen er åben dagligt fra kl. 10 til 17.
Over 1.000 vikinger fra ind- og udland deltager
På festivalpladsen ved Trelleborg i Slagelse venter en levende vikingeverden, hvor dufte, lyde og håndværk vækker fortiden til live. Over 1.000 vikinger fra ind- og udland fylder området med historiske boder, madbål, kamptræning og autentisk reenactment. Slagmarken bliver centrum for det legendariske “Slaget om Trelleborg”, der finder sted dagligt fra torsdag til søndag fra kl. 13.00 til kl. 14.00.
»Vi glæder os så meget til at byde publikum velkommen til Trelleborg Vikingefestival. Der venter spændende oplevelser for både børn og voksne. I år er det ekstra dejligt, at vi kan tilbyde gratis transport med bus 909 hele ugen. Det gør festivalen mere tilgængelig for både lokale og turister, og samtidig er det en bæredygtig løsning, der passer godt til oplevelsen,« siger museumschef Anne-Christine Larsen.
Oplev vikingernes hverdag og Slaget om Trelleborg
Festivalpladsen er åben dagligt fra kl. 10 til kl. 17 (fra den 12. til den 20. juli):
- I landsbyen “Slagløse” kan børn og voksne mellem kl. 11.00 og kl. 16.30 bage fladbrød, skyde med bue og pil, male skjolde, skrive med runer med mere. Børnene kan også deltage i gratis krigertræning. Der er også gratis rundvisninger hver dag under årets Vikingefestival.
- På festivalpladsen kan gæsterne møde dygtige håndværkere og handlende, smage lækker mad og opleve vikingekrigerne træne. Husk, at medbringe kontanter, hvis du ønsker at handle med en viking.
- Hest og Bue optræder alle dage undtagen onsdag med det forrygende bueshow. I det gamle langhus er det er muligt at Møde en Vølve eller høre oplæsning af forfatter Susanne Cloed eller opleve Ove Nielsens fortælle drabelige sagn og myter.
- Slaget om Trelleborg er årets store tilløbsstykke. Over 200 vikingekrigere i fuld udrustning mødes på slagmarken og kæmper for sejr og ære. Fra torsdag den 17. til søndag den 20. juli 2025, dagligt fra kl. 13.00 til kl. 13.45, genlyder Trelleborg af råb og klingende stål. Udfaldet af Slaget er ikke aftalt på forhånd og dagene byder på spænding om hvem, der vinder dagens kamp.
- Madentreprenøren og Cafe Trelleborg har opskaleret i både udstyr, udbud og folk. Hele ugen står cafeen klar til at tage imod både sultne og tørstige gæster med lokale lækkerier, skøn is og grillede pølser.
Entréen koster 150 kroner for voksne og 50 kroner for børn under 18 år pr. dag. Parkering er gratis ved museet eller på marken ved Hejningevej i de markerede områder. Museet anbefaler, at man ankommer senest kl. 11.00 på dage, hvor Slaget om Trelleborg foregår, for at have tid til både parkering og entre.
Øverst: Vikingefestival på Trelleborg. (Foto: Trelleborg). PM/anne.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

