Ukrainske børnefamilier på lejr

Slagelse.News – De herboende ukrainske børn får mulighed for at lege, snakke og hygge på deres modersmål, og forældrene får mulighed for at sænke skuldrene,« lyder det fra lejrlederen.

40 ukrainske børn og forældre rykker i denne weekend ud i naturen uden for Slagelse til tre dages sommerlejr med bålhygge, børnediskotek og sheltere. Bag arrangementet står foreningen Lastivka – Slagelse og omegn, der er stiftet i et samarbejde mellem ukrainske flygtninge og danske frivillige. Det skriver Lastivka i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalist/redaktør: I denne weekend tager 40 herboende ukrainske børn og deres forældre på en tredages sommerlejr på Ertebjerggaard STU lidt uden for Slagelse. Bag arrangementet står den nystiftede forening Lastivka, som er skabt i et samarbejde mellem ukrainske flygtninge og danske frivillige. Formålet med den privatfinansierede lejr er at give familierne en tiltrængt pause fra hverdagen i naturskønne omgivelser. Fokus er på tryghed, fællesskab og ro, hvor børnene kan lege og fastholde deres ukrainske sprog og kultur, mens forældrene får mulighed for at slappe af. Weekenden byder blandt andet på overnatning i sheltere, dyrekontakt og bålhygge.

40 ukrainske børn og forældre på lejr

Når fredag den 3. juli oprinder, bytter 40 herboende ukrainske børn og deres forældre hverdagen ud med tre dages ferie på Ertebjerggaard STU lidt uden for byen. Foreningen Lastivka – Slagelse og omegn har arrangeret sommerlejr fra fredag til søndag, og alle pladser er booket.

På programmet står blandt andet børnediskotek, dyr at hilse på, masser af bålhygge og overnatning i sheltere. Cater Grønt har sponsoreret frugt og grønt til hele weekenden.

Leg, snak og hygge på modersmålet

Lejren er privat finansieret og handler om at give familierne et tiltrængt pusterum:

»De ukrainske flygtninge har sammen med danske frivillige taget initiativ til at starte en forening her i Slagelse, målrettet ukrainske flygtninge. Det sker ud fra et ønske om i fællesskab at hjælpe hinanden og nytilkomne med at få en god start og blive integreret, samtidig med at børnene får mulighed for at holde fast i ukrainsk kultur og det ukrainske sprog,« fortæller lejrleder Christopher Trung Paulsen.

Netop sproget og kulturen spiller en central rolle for weekendens lejr.

»Derfor laver vi som forening denne lejr, hvor børnene blot et par dage kan få lov til at lege, snakke og hygge på deres modersmål, og hvor forældrene også kan sænke skuldrene,« lyder det fra lejrlederen, der også er næstforperson i foreningen.

Ertebjerggaard STU lægger rammer til

Lejren finder sted på Ertebjerggaard STU, som igen stiller sine omgivelser til rådighed for de ukrainske familier. Lederen af Ertebjerggaard, Torben Schreiber, lægger ikke skjul på, at det giver mening for hele stedet at åbne dørene.

»Vi er bare glade for endnu en gang at kunne lægge rammer til, at vores ukrainske venner – børn som voksne – kan udnytte rammerne til at slappe af og nyde en dejlig weekend på Ertebjerggaard STU. Det giver både vores personale og elever energi at se, at vi kan bidrage til glæde blot ved at stille gården til rådighed. Jeg håber, vejret vil være på lejrens side, og ønsker alle en god lejrtur,« fortæller Torben Schreiber.

Børnene og deres forældre glæder sig til weekenden – en weekend med plads til det ukrainske sprog, fællesskab og ro, og hvor børnene bare kan være børn.

Lastivka (ластівка) betyder “svale” på ukrainsk og er et nationalt symbol i Ukraine.

Øverst: Sommerlejren i 2025. (Foto: Lastivka). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen: https://www.slagelse.info/zsn/qvbi