Udlændinge fængslet efter omfattende tyverier

Zand.News – »Efter vores opfattelse har vi fat i en gruppe af såkaldt omrejsende kriminelle, som systematisk og professionelt har begået tyverierne (i byggemarkeder i blandt andet Slagelse og Ringsted, red.),« lyder det fra udlændingekontrolafdelingen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Udlændingekontrolafdelingen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fredag haft en anholdelsesaktion ved Silkeborg, hvor to udenlandske mænd blev anholdt og sigtet for tyverier i Slagelse og Ringsted. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): To udenlandske mænd er blevet varetægtsfængslet efter organiserede tyverier i byggemarkeder i blandt andet Slagelse og Ringsted. Politiet fandt dem ved Silkeborg og beslaglagde store mængder nyt el-værktøj og elektronik – svarende til cirka 16 flyttekasser. Tyverierne blev udført professionelt med fjernelse af alarmer, og mange butikker har endnu ikke opdaget, at varer mangler. Politiet mistænker en større kriminel gruppe og udelukker ikke flere anholdelser.

Organiserede butikstyverier i Slagelse og Ringsted

To mænd i alderen 25-36 år blev anholdt fredag klokken 13.05 i Sorring ved Silkeborg. De er sigtet for at have begået organiserede butikstyverier i byggemarkeder i Slagelse og Ringsted, hvor flere personer kommer ind i butikkerne. Her vælger den ene anholdte varer, som en anden efterfølgende stjæler, og ved brug af et ukendt værktøj får de afmonteret alarmerne.

Fredag fandt politiet frem til en adresse ved Silkeborg, hvor de mistænkte blev anholdt. I forbindelse med anholdelserne undersøgte politiet en anden adresse i Hammel. Her blev der fundet helt nyt værktøj af mærket DeWalt og Bosch sammen med Oral B tandbørster og andet helt nyt elektronisk udstyr. Politiet fandt ikke mindre end det, der svarer til omkring 16 flyttekasser med nyt elektronisk el-udstyr. Efterforskningen skal nu vise, hvor det fundne værktøj er stjålet, herunder afdække formålet.

Mange firmaer er slet ikke klar over tyverierne

»Efter vores opfattelse har vi fat i en gruppe af såkaldt omrejsende kriminelle, som systematisk og professionelt har begået tyverierne,« siger fungerende politikommissær Christian Nøhr Nielsen fra udlændingekontrolafdelingen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og fortsætter:

»De er gået efter helt nyt elektronisk udstyr. De har gjort det i sådan en grad og med en sådan professionalisme, at mange firmaer slet ikke er klar over, at de mangler deres varer. Det bliver i nogle tilfælde først opdaget, når man laver en status over butikken, men til den tid er varerne efter vores overbevisning allerede på vej videre til udlandet.«

Politiet kan ikke udelukke, at der vil ske flere anholdelser i forbindelse med sagen. De anholdte er fredags fremstillet i grundlovsforhør i retten i Nykøbing F og efterfølgende varetægtsfængslet i foreløbig 14 dage.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). PM/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/l2ee