Slagelse.News – »Vi glæder os til at byde velkommen til den amerikanske sandwichkæde Subway, som i starten af 2026 åbner i Vestsjællandscentret – lige ved indgangen fra Casinotorvet,« lyder det fra Vestsjællandscentret.
Subway er på vej tilbage på det danske marked, og det sker allerede i år med åbningen af de første fire restauranter i Danske Shoppingcentre (DSC). Inden udgangen af 2026 vil der være åbnet otte nye Subway-restauranter i samarbejde med DSC. Vestsjællandscentret er blandt de valgte lokationer. Det skriver DSC i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Subway vender tilbage til Danmark og åbner i alt otte nye restauranter i samarbejde med Danske Shoppingcentre – heriblandt i Vestsjællandscentret i Slagelse i starten af 2026. Kæden starter i større centre i Jylland og Hovedstadsområdet i 2025, før den når til Slagelse. Subway satser på shoppingcentre som samlingspunkt for mad og oplevelser, og åbningen i Slagelse bliver ved indgangen fra Casinotorvet, hvor der tidligere lå en sushirestaurant. Initiativet er en del af Subways større europæiske vækststrategi.
Subway kommer først til Jylland og Region Hovedstaden
Den amerikanske sandwichkæde Subway, der er kendt for sine frisklavede “subs”, tager i løbet af 2025 hul på deres danske forretningseventyr med åbninger i blandt andet Lyngby Storcenter, Amager Centret, Aalborg Storcenter og City2.
Det er ikke tilfældigt, at DSC’s shoppingcentre er blevet valgt som udgangspunktet for den danske ekspansion, fortæller Subways danske landechef:
»Subway-restauranter har vundet betydelig popularitet i Norden med stigende efterspørgsel fra gæster, der søger frisklavede sandwich til en god pris. Vi appellerer til en bred målgruppe, som vi får mulighed for at møde i DSC’s centre – fra de unge og børnefamilierne til et ældre segment,« fortæller Dorte Gleie, der er Country Director for Danmark i Subway, og tilføjer:
»Det giver god mening for os at lave en porteføljeaftale med DSC, så vi hurtigt og effektivt kan åbne vores restauranter i flere forskellige byer og på kort tid sikre et stærkt aftryk.«
På nuværende tidspunkt er Subway til stede i Kolding Storcenter og i nærmeste fremtid vil danskerne altså i alt kunne finde restauranter i ni af DSC’s shoppingcentre.
Oplevelser skal være en central del af fremtidens shopping
Shoppingcentrene er attraktive lokationer for restauranter, der ønsker lokal forankring og bred rækkevidde. Hos DSC ser man Subways ankomst som et naturligt skridt i strategien om at gøre mad og oplevelser til en central del af fremtidens shopping:
»Jeg er glad for, at Subway har valgt at starte deres danske rejse i vores centre. Vi gør os umage med at udvælge de madkoncepter, der ligger i centrene, og Subways profil passer godt ind. I DSC oplever vi, at centrenes kunder har taget godt imod vores fokus på food and beverage, og det bekræfter mig i, at fremtidens markedspladser også skal være mødesteder, hvor mennesker samles om et godt måltid mad,« siger Jesper Faurholdt, der er direktør i DSC.
De kommende Subway-restauranter forventes at åbne i løbet af sidste halvår af 2025 i Lyngby Storcenter, Amager Centret, Aalborg Storcenter og City2. I starten af næste år åbner yderligere fire restauranter i henholdsvis Randers Storcenter, Ishøj Bycenter, Vestsjællandscentret og Glostrup Shoppingcenter.
Subway åbner i Vestsjællandscentret ved Casinotorvet
»Vi glæder os til at byde velkommen til den amerikanske sandwichkæde Subway, som i starten af 2026 åbner i Vestsjællandscentret – lige ved indgangen fra Casinotorvet,« skriver Vestsjællandscentret på LinkedIn og fortsætter:
»Vi er stolte af, at Vestsjællandscentret er blandt de udvalgte lokationer, hvor Subway starter deres comeback på det danske marked. Det understøtter vores ambition om at gøre madoplevelser til en naturlig del af shoppingturen – og sikre, at vores besøgende møder både det velkendte og det nye, når de træder ind i centret.«
»Subway skal ligge ved Casinoindgangen. Der, hvor der før var sushi,« tilføjer Jane Dahl, der er marketingchef i Vestsjællandscentret, i Facebook-gruppen 4200 Slagelse.
Subway er en af verdens største restaurantbrands, som hver dag serverer frisklavede sandwiches til en god pris til millioner af gæster verden over i næsten 37.000 restauranter. I løbet af de seneste tre år har Subway indgået partnerskaber med mere end 25 master franchise-tagere globalt, hvilket har resulteret i mere end 10.000 forpligtelser om fremtidige restauranter og bidraget til over 50 procent af mærkets globale nye restaurantåbninger i 2024. Som en del af sin internationale vækststrategi planlægger Subway at fordoble antallet af restauranter i Europa, Mellemøsten og Afrika i de kommende år og fortsætter med at søge stærke partnere som Nordic Bites Group Oy for at støtte brandets udvikling.
Øverst: Subway. (Foto: Danske Shoppingcentre). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

