Slagelse Musikhus runder 25.000 besøgende

Slagelse.News – Slagelse Musikhus har god grund til at ranke ryggen lidt ekstra med en stigning fra 18.500 gæster i 2024 til over 25.000 gæster i 2025.

Slagelse Musikhus har god grund til at ranke ryggen lidt ekstra. Efter årsregnskabsmøde og generalforsamling i foreningen Slagelse Musikhus’ Venner står det klart, at 2025 blev et markant år for huset. Det skriver musikhuset i en kort pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Slagelse Musikhus oplevede markant fremgang i 2025 med mere end 25.000 besøgende, hvilket er en stigning på over 6.000 gæster fra året før. Antallet af arrangementer voksede til 148, og publikum kunne opleve godt 700 musikere på scenen. Musikhuset fremhæver, at kvinder udgjorde 23 procent af de optrædende, hvilket er bemærkelsesværdigt for et sted med stort fokus på metalmusik. Fremgangen understøttes af, at Statens Kunstfond har udpeget stedet som nationalt netværks- og genrespillested. Det udløser et fireårigt tilskud, som fremover skal bruges til at udvikle nye musikalske talenter og styrke det lokale kulturliv.

Besøgende steget fra 18.500 til over 25.000 gæster

Besøgstallet steg fra 18.511 gæster i 2024 til hele 25.179 gæster i 2025. Samtidig blev aktivitetsniveauet løftet til 148 arrangementer mod 129 året før. Det svarer til næsten tre arrangementer om ugen, hver uge, hele året.

På scenerne har publikum kunnet opleve 149 bands med i alt 705 musikere. Heraf var 23 procent kvinder, hvilket Musikhuset ser som et meget tilfredsstillende resultat, ikke mindst i lyset af husets stærke fokus på metalmusikken, hvor kvinder traditionelt er underrepræsenterede på scenen.

Udpeget af kunstfondens projektstøtteudvalg for musik

De flotte tal hænger blandt andet sammen med, at Slagelse Musikhus i 2025 blev udpeget af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik som et af landets 11 Netværks- og Genrespillesteder. Udpegningen har givet Musikhuset ekstra midler over fire år til blandt andet at styrke vækstlagskoncerter, nye samarbejder og musikalske initiativer på tværs.

2025 blev med andre ord et år med fuldt tryk på både publikum, program og ambitioner. Og tallene cementerer Slagelse Musikhus’ stærke position som det levende samlingspunkt for mange forskellige musikoplevelser i hele lokalområdet – hele året.

Øverst: Slagelse Musikhus’ Venner. (Foto: Slagelse Musikhus’ Venner). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen: https://www.slagelse.info/cpyv