Slagelse.News – Lørdag den 21. juni inviterer Tommy og Ditte Corfixen til bogsignering, fernisering af religiøs kunst og fejring af ægteparrets bryllupsdag i præstegårdshaven i Sønderup. Bogen hedder: “Miraklet mellem os – Helbredt for leverkræft”.
Sognepræst Tommy Corfixen overlevede uhelbredelig leverkræft – nu fejrer han og hustruen, Ditte Corfixen, livet, kærligheden og troen med bogudgivelse, kunstudstilling og oprettelsen af en ny kræftforening. Det skriver Tenna Sofie Petersen, der er redaktør og PR-ansvarlig i en pressemeddelelse.
Ægteparret rejste til Frankfurt og kom hjem med livet
I 2021 fik sognepræst Tommy Toudahl Egede Corfixen fra Sønderup, Gudum og Nordrup den ubarmhjertige besked om leverkræft i stadie fire. Prognosen var uhelbredelig, og det danske sundhedsvæsen kunne ikke tilbyde mere end smertelindring. Men Tommy og hans hustru, Ditte Olivia Egede Corfixen, nægtede at give op. De rejste til Frankfurt – og kom hjem med livet.
Nu er præsten kræftfri og går til årlig kontrol. Ægteparret fortæller deres historie i bogen “Miraklet mellem os – Helbredt for leverkræft”, som udkom den 20. maj 2025. Den handler ikke kun om sygdom og kamp mod systemet, men også om tro, håb og kærlighed.
Fejring i præstegårdshaven på Sønderupvej nord for Slagelse
Lørdag den 21. juni 2025 inviterer de til en særlig fejring i præstegårdshaven på Sønderupvej 4, 4200 Slagelse, hvilket ligger nord for Slagelse By. Det er kl. 13 til 16, og der er både bogsignering, fernisering af Ditte Olivia Egede Corfixens religiøse kunst og fejring af ægteparrets bryllupsdag.
Alle er velkomne – især dem, der selv har været ramt af kræft, eller som har stået tæt på nogen med kræft. Arrangementet er gratis, og en signeret bog koster 299 kroner.
Ægteparret har desuden dannet en forening for dødsdømte kræftpatienter med henblik på at kunne søge støtte til eksperimentel behandling, rådgivning, bisidder, ledsagelse og netværksarrangementer.
»Vi håber, der kommer så mange så muligt, som vil dele denne dag med os, men i særdeleshed mennesker der har været ramt, er ramt eller berørt af kræft,« lyder det fra Tommy Toudahl Egede Corfixen og Ditte Olivia Egede Corfixen.
Øverst: Miraklet mellem os – Helbredt for leverkræft af Tommy Toudahl Egede Corfixen og Ditte Olivia Egede Corfixen. (Foto: Pressefoto). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.