Slagelse.News – »Ingen er dømt ude, og ingen er tjent med, at en sag om noget så vigtigt, som vores egnsteater udvikler sig til en græsk tragedie,« lyder det fra Troels Brandt (RV) om beslutningen om at lade Sjællands Teater forpagte Slagelse Teater.
»Byrådet i Slagelse Kommune har i aften (mandag aften, red.) besluttet at fastholde beslutningen om at lade Sjællands Teater forpagte Slagelse Teater. Det er en beslutning, som jeg bakker op om,« skriver 2. viceborgmester Troels Brandt (RV), der er gruppeformand for De Radikale og formand for Kultur og Fritid i Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Sikre eksponering af teaterkunst på bedste vis
Troels Brandt forklarer, at administrationen i Slagelse Kommune er nået frem til den beslutning efter et omfattende og grundigt arbejde, hvor det vigtigste er at sikre eksponering af teaterkunst på bedste vis, herunder til børn og unge.
»Slagelse Teaters forpagtning har i de seneste uger været genstand for debat. Vestsjællands Teaterkreds har forpagtet Slagelse Teater siden 2021. Før den tid var det Musikhuset i Slagelse Kommune, der drev teatret. Ved overgangen til Vestsjællands Teaterkreds tilbage i december 2021, så var der også flere muligheder i spil vedrørende forpagtningen, og flere – herunder medlemmer af Socialdemokratiet – mente dengang, at opgaven bedst lå hos Sjællands Teater,« skiver Troels Brandt og fortsætter:
»Nu har Sjællands Teater i denne runde vundet udbuddet efter en omfattende og grundig udbudsproces blandt de 2 aktører. I øvrigt har begge aktører tilsluttet sig udbuddet i august 24.«
Myter, mistillid og misforståelser om udbuddet
Troels Brandt ærgrer sig over, at der er opstået myter, mistillid og misforståelser, og at der er sået tvivl om ham og administrationens rolle:
»Der var fuld enighed om at lade administrationen træffe beslutningen i sagen tilbage i d. 26.02.24, hvor spørgsmålet blev drøftet i byrådet, og vi besluttede os for model 2. Derfor ærgrer det mig naturligvis, at der den seneste tid er opstået myter, mistillid og misforståelser i pressen, som har skabt splittelse blandt politikere, teaterkredse og borgere og sået tvivl om både administrationens og min rolle i sagen,« skriver Troels Brandt og fortsætter:
»Som formand for Kultur, Fritid og Turisme er mit fokus at fremtidssikre Slagelse Teater, der uden tvivl vil få de bedst mulige forudsætninger, når vi samarbejder. Lad os forene de stærke visioner og kompetencer, som Sjællands Teater bringer, med de gode forestillinger og de mange ildsjæle, der udgør Vestsjællands Teaterkreds. Ingen er dømt ude, og ingen er tjent med, at en sag om noget så vigtigt, som vores egnsteater udvikler sig til en græsk tragedie.«
Øverst: Slagelse Teater. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.