Korsor.News – »Vi har efter weekendens Nets nedbrud besluttet at opdatere vores nødproceduren, så vi hurtigere åbner bommene og undgår en lignende situation ved eventuelle fremtidige nedbrud hos Nets,« lyder det fra Storebæltsbroen.
Efter weekendens lange nedbrud hos Nets ændrer Sund & Bælt nødprocedure for at undgå at betalingsproblemer skaber uhensigtsmæssig kø ved Storebæltsbroen. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Efter weekendens langvarige Nets-nedbrud indfører Sund & Bælt en ny nødprocedure ved Storebæltsbroens betalingsanlæg. Fremover åbnes bommene automatisk for kortbetalere, hvis køen overstiger 15 minutter i dagtimerne. Ændringen skal forhindre lange ventetider som de 30 minutter, bilister oplevede lørdag. Særligt udenlandske bilister uden kontanter blev ramt. Sund & Bælt kræver nu bedre kommunikation og løsninger fra Nets og vil samtidig undersøge alternative betalingsmuligheder for at mindske afhængigheden. Målet er at sikre bedre trafikafvikling og information ved fremtidige nedbrud.
Weekendens Nets-nedbrud fører til ny nødprocedure
Lørdagens nedbrud hos Nets var længere, og timingen var værre for Storebæltsbroen end de tidligere nedbrud hos Nets.
»Kombinationen af Nets langvarige nedbrud, høj ferietrafik og mange udenlandske bilister skabte en større kø end vi forventede. Selvom broen var åben, skabte nedbruddet en ventetid på gennemsnitligt omkring 30 minutter. Det er vi ikke tilfredse med,« siger Helene Holm Heitmann, der er vicedirektør i Sund & Bælt, og fortsætter:
»Vi har efter weekendens Nets nedbrud besluttet at opdatere vores nødproceduren, så vi hurtigere åbner bommene og undgår en lignende situation ved eventuelle fremtidige nedbrud hos Nets.«
Bomme skal åbne efter 15 minutters kø i dagtimerne
Fremover vil Sund & Bælt ved nedbrud hos Nets i højsæsonen åbne bommene for bilister, som betaler med kort, når trafikprognoserne overstiger 15 minutters kø i dagtimerne. Beslutningen baseres på trafikprognoser og træffes af Sund & Bælt. Sund & Bælt fastholder dog krav til Nets om en forklaring og en handleplan, som blandt andet skal give bedre kommunikation fra Nets under nedbrud og en offline-løsning for udenlandske bilister.
Derudover vil Sund & Bælt undersøge alternative betalingsløsninger og leverandører for at reducere afhængigheden af Nets. Slutteligt vil Sund & Bælt arbejde med at optimere trafikafvikling og kommunikationen til bilisterne i anlægget under kommende nedbrud fra Nets.
Storebæltsbroen var åben under hele nedbruddet lørdag aften, og ventetiden var gennemsnitligt omkring 30 minutter. Nummerpladebetaling, bizz, MobilePay og kontantbetaling virkede hele aftenen. Bilister med Dankort havde også mulighed for offline-betaling. Problemerne ved betalingsanlægget opstod primært for udenlandske bilister uden kontanter og danske kunder med debetkort. Derfor skabte nedbruddet en flaskehals og en kø i betalingsanlægget. (Kilde: Sund & Bælt).
Læs også: Radiotavshed hos Nets skaber undren hos Sund & Bælt.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

