Staten giver 4,15 millioner til lokal højvandssikring

Slagelse.News – »Der er brug for, at vi sikrer vores byer og boliger mod de oversvømmelser, som klimaforandringerne giver. Men det er ikke rimeligt, at hele regningen for klimaforandringerne skal betales af boligejerne i de udsatte områder af vandkants-Danmark. Det er en udgift, vi som samfund må være med til at bære, og derfor er jeg tilfreds med, at staten nu bidrager,« lyder det fra borgmesteren i Slagelse Kommune.

Højvandssikringsprojekterne Halsskov Område 1 og 2 samt Kobæk Strand får 4,15 millioner kroner i støtte fra statens pulje til kystbeskyttelse. Dermed er der udsigt til projekterne bliver billigere for boligejerne, som højvandssikringen skal beskytte. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Staten støtter nu tre højvandssikringsprojekter i Slagelse Kommune med 4,15 millioner kroner. Pengene går til diger ved Halsskov Område 1 og 2 samt Kobæk Strand og skal gøre det billigere for boligejerne at beskytte deres hjem mod oversvømmelser. Støtten kommer oveni tidligere tilskud og skyldes blandt andet, at inflationen har gjort projekterne dyrere. Kommunen kalder støtten vigtig, fordi kystsikring haster i takt med klimaforandringerne.

Borgmesteren er tilfreds med, at staten hjælper til

Det bliver billigere for boligejerne i områderne ved Kobæk Strand samt Halsskov Område 1 og 2 at blive beskyttet mod fremtidige oversvømmelser. Kystdirektoratet har meddelt, at alle tre højvandssikringsprojekter får støtte fra statens pulje til kystsikring til at bygge diger, som kan beskytte mod oversvømmelser. Sammenlagt får de tre højvandssikringsprojekter 4,15 millioner kroner i støtte.

»Der er brug for, at vi sikrer vores byer og boliger mod de oversvømmelser, som klimaforandringerne giver. Men det er ikke rimeligt, at hele regningen for klimaforandringerne skal betales af boligejerne i de udsatte områder af vandkants-Danmark. Det er en udgift, vi som samfund må være med til at bære, og derfor er jeg tilfreds med, at staten nu bidrager, så alle tre projekter nu får den højest mulige støtte fra staten,« siger borgmester Knud Vincents (V).

Inflationen har gjort projekterne dyrere end planlagt

Støtten til de tre projekter er fordelt, så Kobæk Strand får 1,753 millioner kroner, Halsskov Område 1, som dækker Gudekvarteret, Søbrinken og Granskoven, får 635.000 kroner, mens Halsskov Område 2, som dækker blandt andet Jægersvej, Søvænget, Værftet, Birkemosevej og Halsskov Tværvej, får 1,761 millioner kroner i støtte til at bygge højvandssikring.

Projektet på Kobæk Strand har ikke tidligere fået støtte fra staten ved tidligere uddelingsrunder, mens Halskov Område 1 og 2 tidligere fået henholdsvis 2,3 millioner kroner og 2,2 millioner kroner i støtte fra staten. Årsagen til, at Halskov-projekterne har fået ekstra midler denne gang, er, at inflationen har gjort projekterne dyrere end forventet, da de oprindeligt søgte. Derfor har det været muligt at søge igen.

»Sikring mod oversvømmelser betyder rigtigt meget for de berørte borgere, så det er vigtigt, at vi får gennemført kystsikringen. Når først man har oplevet et par storme, hvor man enten er blevet oversvømmet eller har været tæt på, så sover man ikke roligt, før digerne er bygget. Det haster med kystsikringen, så det er rigtigt positivt, at Staten har afsat ekstra midler. Selvom udgiften kan betales over mange år, kan udgifterne til kystsikring godt løbe op for den enkelte, så jeg er glad for, at boligejerne nu har udsigt til at få en lidt mindre udgift,« siger byrådsmedlem Jørgen Grüner (SF), der er formand for Klima- og Miljøudvalget.

Øverst: Højvandssikring af Halsskov Område 1. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/ewzj