Korsor.News – Lørdag den 28. juni 2025 kl. 9.00 slår AffaldPlus dørene op til den nye PlusByg i Korsør. Det er en mindre, men mindst lige så spændende version af de populære genbrugsbutikker, skriver AffaldPlus.
Lørdag den 28. juni 2025 åbner AffaldPlus butik nummer 7. Denne gang er der tale om en miniudgave af PlusByg på genbrugspladsen i Korsør. Det skriver AffaldPlus i et nyhedsbrev.
Åbner på Korsør Genbrugsplads den 28. juni
»Er du vild med genbrugsguld og idéen om billige materialer til dine gør-det-selv-projekter? Så kan du godt begynde at glæde dig. Lørdag d. 28. juni 2025 kl. 9.00 slår AffaldPlus dørene op til den nye PlusByg i Korsør – en mindre, men mindst lige så spændende version af de populære genbrugsbutikker, skriver AffaldPlus.
Den nye butik, som kommer til at ligge i de eksisterende lokaler på Korsør Genbrugsplads på Genbrugsvej 6 i Korsør, er mindre end de andre butikker i PlusByg-kæden og vil kun have åbent fredag – søndag fra kl. 9-17.
»Vi har simpelthen så meget godt genbrug, som skal have nyt liv. Derfor har vi valgt at åbne en fysisk butik i vores lagerhal på Korsør Genbrugsplads. Selv om den ikke bliver helt lige så stor som de andre butikker, og den heller ikke har samme åbningstider, er den helt klart et besøg værd,« forklarer Henrik Bro Andersen, der er teamleder i AffaldPlus.
Åbningsdagen vil blive fejret med manér. Klokken 9 klippes den røde snor, og butikken åbner. Herefter vil der være morgenmad til de fremmødte, og resten af dagen er der kage i stride strømme og ikke mindst raflerabat, hvor du kan (hvis du er heldig) opnå hele 60 procent rabat på dit køb.
Øverst: Pressefoto. (Foto: AffaldPlus). PM/anne.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.