Korsor.News – »Med Havneskoven (i Korsør, red.) arbejder vi netop på at gøre højvandssikringen til en naturlig del af byrummet – samtidig med at vi skaber et nyt grønt område,« lyder det fra Klima- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune.
Havneskoven skal både højvandsikre Korsør og forvandle havnekajen til et grønt byrum. Første skridt er et borgermøde den 1. juni 2026 om projektet. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Korsør får et nyt grønt byrum kaldet Havneskoven. Området skal beskytte bymidten mod oversvømmelser og gøre havnen mellem Caspar Brands Plads og Fæstningen til et rart sted med træer og stier. Projektet har fået 15 millioner kroner fra EU, og byrådet skal godkende økonomien i slutningen af maj. Slagelse Kommune inviterer alle til borgermøde i Korsør Kulturhus den 1. juni 2026 for at fortælle om planerne og lytte til borgernes idéer. Byggeriet forventes at starte i foråret 2027, og det nye byrum skal efter planen åbne i foråret 2028.
Fra Caspar Brands Plads til Fæstningen i Korsør
Strækningen fra Caspar Brands Plads til Fæstningen i Korsør står over for en markant forvandling. I fremtiden skal en ny sti langs kajen og et grønt byrum skabe plads til både bevægelse, ophold og hverdagsliv tæt på vandet. Træer, buske og blomster skal give læ, skygge og grønne forbindelser skal præge byens rum. Det er visionen med projekt Havneskoven som også er næste skridt i højvandssikringen af Korsør. To diger er allerede blevet indviet på Halsskov og et tredje er undervejs. Og med Havneskoven bliver nu også det centrale Korsør højvandssikret.
»Det er det første konkrete projekt i realiseringen af Udviklingsplanen for Korsør, og samtidig et vigtigt skridt i arbejdet med at klimasikre byen. I Udviklingsplanen er der fokus på at integrere klimasikring i byudviklingen, så Korsør bliver en endnu bedre by at være i. Med Havneskoven arbejder vi netop på at gøre højvandssikringen til en naturlig del af byrummet – samtidig med at vi skaber et nyt grønt område,« siger byrådsmedlem Jørgen Grüner (SF), der er formand for Klima- og Miljøudvalget.
Har fået 15 millioner kroner fra EU’s Regionalfond
I februar fik Slagelse Kommune tilsagn om 15 millioner kroner fra EU’s Regionalfond, og på sit seneste møde besluttede et enigt Klima- og Miljøudvalg til at godkende procesplanen for projektet, og hvis byrådet også giver grønt lys til finansieringsplanen på byrådsmødet den 26. maj kan projektet gå i gang.
Første skridt bliver, at der afholdes et borgermøde den 1. juni i Korsør Kulturhus, hvor alle interesserede er velkomne til at deltage. Her vil man kunne høre mere om selve projektet og få mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer.
»Det er et projekt, som ikke kun kommer til at forvandle en af Korsørs centrale pladser. Det skal gennemføres med respekt for byens historie og identitet, og på en måde, så borgere, foreninger og virksomheder kan være stolte af resultatet. Derfor inviterer vi til borgermøde, så vi kan starte projektet med en god dialog – inden byggeriet går i gang,« forklarer Jørgen Grüner.
Forventningen er, at projektet tegnes færdig i løbet af 2026, så selve byggeriet kan gå i gang i foråret 2027 og Havneskoven kan indvies i foråret 2028. Borgermødet finder sted den mandag den 1. juni 2026 kl. 17.00-19.00. Alle interesserede er velkomne. På slagelse.dk/havneskoven kan man læse mere om projektet og tilmelde sig borgermødet.
Øverst: Korsør Havneskov. (Foto: Slagelse Kommune). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

