Butikstyve kom op at slås

Slagelse.News – Tirsdag aften blev politiet kaldt til et supermarked i Korsør, hvor en butikstyv havde slået en anden butikstyv.

Tirsdag aften blev politiet kaldt til et supermarked i Korsør, hvor to mænd havde stjålet forskellige dagligvarer. Der opstod noget uenighed mellem de to mænd, og den ene fik et knytnæveslag i hovedet, og herefter blev de begge tilbageholdt af personalet, indtil politiet ankom. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Begge tyveknægte havde lidt af hvert

Det var tale om en 20-årig mand og en 26-årig mand fra lokalområdet, og de blev begge to sigtet for butikstyveri. Den 26-årige blev anholdt klokken 18.45 og sigtet for vold mod den 20-årige, og da politiet visiterede ham, dukkede der en kniv med et blad på 8,8 centimeter op. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven. I en bil, som 26-årige kørte i, blev der fundet yderligere nogle dagligvarer, som han ikke helt kunne redegøre for. Derfor blev han sigtet for endnu et butikstyveri. Den 26-årige blev løsladt igen efter afhøring.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/dc3z