Udvidede åbningstider i to daginstitutioner

Slagelse.News – For at imødekomme forældres behov for pasning uden for normal åbningstid og sikre geografisk dækning har byrådet i Slagelse Kommune besluttet at udvide åbningstiden i daginstitutionerne Børnegården i Slagelse og Børnehuset ved Storebæltsvej i Korsør.

Forældre med skæve arbejdstider eller lange pendlerruter får nu bedre mulighed for at få hverdagen til at hænge sammen. Fra oktober 2025 udvides åbningstiden i daginstitutionerne Børnegården i Slagelse Midtby og Børnehuset ved Storebæltsvej på Halsskov i Korsør, så de fremover holder åbent helt til kl. 20.00 mandag til torsdag og til kl. 19.00 om fredagen. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Fra oktober 2025 får børnefamilier i Slagelse og Korsør bedre mulighed for fleksibel pasning, når Børnegården i Slagelse og Børnehuset ved Storebæltsvej i Korsør udvider åbningstiden til kl. 20 mandag–torsdag og kl. 19 fredag. Det nye tilbud erstatter aften- og natordningen “Natuglerne” og skal give trygge rammer for børn og mere luft i hverdagen for forældre med skæve arbejdstider. Forældre kan vælge mellem to modeller med udvidet åbningstid, og tilbuddet inkluderer aftensmad samt kendte voksne og faste rutiner.

Nyt tilbud med fokus på fleksibilitet og tryghed

For mange børnefamilier kan det være en udfordring at få hverdagen til at gå op. Især når arbejdstiderne ligger uden for de klassiske 8-16, og afhentning i daginstitutionen skal nås inden lukketid. Siden 1999 har Slagelse Kommune tilbudt fleksible pasningsmuligheder til børnefamilier gennem Børnegården i Slagelse, som har haft det særlige aften- og natpasningstilbud “Natuglerne”, målrettet børn i alderen 0–10 år med behov for pasning uden for almindelige åbningstider. Tilbuddet har gennem årene hjulpet mange familier, men i takt med faldende tilslutning blev det i januar 2025 besluttet at lukke ordningen.

For fortsat at kunne imødekomme forældres behov for pasning uden for normal åbningstid og sikre geografisk dækning har byrådet besluttet at udvide åbningstiden i daginstitutionerne Børnegården i Slagelse og Børnehuset ved Storebæltsvej i Korsør.

»Vi ved, at mange familier har en hverdag, der ikke passer ind i de traditionelle åbningstider. Derfor vil vi i Børne- og Ungeudvalget gerne være med til at gøre det lettere at få familieliv og arbejdsliv til at gå op – også når arbejdstiderne ikke følger 8-16. Vi håber, at den nye ordning kan være med til at skabe mere fleksibilitet og tryghed for forældre, der arbejder sent eller har lange transporttider,« siger byrådsmedlem Unnie Oldenburg, der er formand for Børne- og Ungeudvalget.

Tilbud om udvidede åbningstid gælder kan tilvælges af alle

Det nye tilbud gælder alle børn, der allerede er indskrevet i de to institutioner, og forældre fra andre institutioner har ligeledes mulighed for at flytte deres barn, hvis de ønsker at benytte sig af den udvidede åbningstid.

»Vi ved, at en fleksibel og tryg hverdag er vigtig for både børn og forældre. Med det nye tilbud får børnene en tryg og rolig afslutning på dagen med kendte voksne og genkendelige rutiner, og forældrene får en pasningsløsning, der passer bedre til deres arbejdstider. Samtidig håber vi, at det kan gøre Slagelse Kommune endnu mere attraktiv for børnefamilier, der overvejer at flytte hertil,« tilføjer byrådsmedlem Phillip Westh Weirup (KF), der er næstformand for Børne- og Ungeudvalget.

Det nye tilbud indeholder: Et sundt og børnevenligt aftensmåltid. Kendte og faste medarbejdere – dog ikke nødvendigvis fra barnets egen stue. Og fokus på ro, genkendelige rutiner og nærvær i pædagogikken. Forældre kan vælge mellem 1-2 dage om ugen med udvidet åbningstid (i gennemsnit over en måned) eller 3-5 dage om ugen med udvidet åbningstid (i gennemsnit over en måned). Tilmelding sker via den digitale pladsanvisning.

Øverst: Børnehuset ved Storebæltsvej i Korsør. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/5fsc