Slagelse.News – »Vi har fået systemerne til at snakke bedre sammen, og samtidig har vi fået lavet en procedure, så nye sager hurtigt får tildelt en sagsbehandler og det er det arbejde vi nu ser resultaterne af,« lyder det fra borgmesteren i Slagelse Kommune om byggeansøgninger.
En fokuseret indsats på at nedbringe sagsbehandlingstiden på en byggeansøgning viser nu resultater. Slagelse Kommune er blandt de hurtigste kommuner, viser en analyse fra DI Byggeri. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI) og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Slagelse Kommune er nu en af landets hurtigste til at behandle byggeansøgninger. I 2025 tog det i snit kun fem dage at få svar, hvilket er 245 dage hurtigere end året før. Det store fald i ventetid skyldes især en massiv oprydning i gamle sager, som tidligere skabte fejl i statistikken. Samtidig har kommunen opdateret deres it-systemer og ændret arbejdsgange, så nye ansøgninger straks lander på bordet hos en sagsbehandler. Den kortere ventetid er et vigtigt skridt i kommunens plan om at skabe bedre vilkår for det lokale erhvervsliv.
Har fået ryddet op i gamle byggesager
Slagelse Kommune er blandt de hurtigste til at behandle en byggeansøgning. Det viser en analyse fra DI Byggeri (Dansk Industri) på baggrund af de seneste tal fra KL (Kommunernes Landsforening). I gennemsnit tog det kun fem dage at få en byggeansøgning behandlet i 2025. Det er 245 dage hurtigere end i 2024. Bag den flotte fremgang ligger en fokuseret indsats for at rydde op i gamle sager.
»Det er et superflot arbejde, som vores medarbejdere har gjort. De har gjort en kæmpe indsats for at få ryddet op i gamle sager. Vi har fået systemerne til at snakke bedre sammen, og samtidig har vi fået lavet en procedure, så nye sager hurtigt får tildelt en sagsbehandler og det er det arbejde vi nu ser resultaterne af,« siger borgmester Knud Vincents (V).
Opdateret IT-system og nye procedurer
Den fokuserede indsats betød blandt andet at Slagelse Kommune i 2024 gennemgik alle ældre byggesager, hvor omkring 700 sager stod som åbne i systemet, selvom mange af dem for længst var færdigbehandlede. De fyldte unødigt i statistikken og trak den gennemsnitlige sagsbehandlingstid markant op.
Samtidig blev der sat ind med en række forbedringer: IT-systemerne blev opdateret, så de arbejder bedre sammen, og nye procedurer sikrer, at fremtidige ansøgninger hurtigt får tildelt en sagsbehandler. Det er netop kombinationen af oprydningen og de nye arbejdsgange, der nu afspejles i de markant kortere sagsbehandlingstider.
»Indsatsen for at nedbringe vores byggesagsbehandling hænger tæt sammen med vores erhvervsstrategi, hvor vi har et fokus på at være en erhvervsvenlig kommune. Hvis vi vil tiltrække og fastholde virksomheder i kommunen, er det helt afgørende, at de oplever, en hurtig sagsbehandling, så de hurtigt kan komme videre med deres projekter. De resultater, vi ser nu, viser, at vi er på rette vej,« forklarer Knud Vincents.
Øverst: Byggeplads i Slots Bjergby. (Foto: Slagelse Kommune). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

