Slagelse.News – I et land som Danmark, hvor vandet er en naturlig del af hverdagen, spiller skolesvømning en vigtig rolle. Ikke mindst i Slagelse Kommune, hvor der er god adgang til både strande og svømmehaller, lyder det fra Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.
Med en lang kyststrækning og let adgang til både strande og svømmehaller er det vigtigt, at børn og unge i Slagelse Kommune er trygge i vandet og lærer at svømme. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Skoleelever i Slagelse Kommune modtager svømmeundervisning på et niveau, der ligger mærkbart over både lands- og regionsgennemsnittet. En ny undersøgelse fra TrygFonden viser, at 93 procent af eleverne får tilbudt skolesvømning med stort fokus på aktiv tid i vandet og livredning. I en kommune med lang kystlinje er det en prioriteret og nødvendig indsats at gøre børn fortrolige med vand. Målet er at give alle lokale børn de afgørende færdigheder til at færdes sikkert ved strande og i svømmehaller, helt uafhængigt af deres egne fritidsaktiviteter.
93 procent tilbydes svømmeundervisning
En ny undersøgelse af svømmeundervisningen i grundskolerne i skoleåret 2025/2026 i Region Sjælland lavet af TrygFonden og Epinion, viser, at Slagelse Kommune med 69 point ligger over regionsgennemsnittet på 56 og landsgennemsnittet på 59.
Den nye undersøgelse af svømmeundervisningen i grundskolerne har blandt andet målt på, om eleverne tilbydes svømmeundervisning, hvor meget tid de tilbringer i vandet, og om livredning indgår i undervisningen. På alle tre parametre markerer Slagelse sig positivt.
Hele 93 procent af eleverne i Slagelse Kommune bliver tilbudt svømmeundervisning i løbet af deres grundskoleforløb. I mere end halvdelen af undervisningen er eleverne i mindst 75 procent af tiden i vandet, og livredning indgår i 91 procent af undervisningen.
Tryghed og sikkerhed i vandet for alle børn
»I et land som Danmark, hvor vandet er en naturlig del af hverdagen, spiller skolesvømning en vigtig rolle. Ikke mindst i vores kommune, hvor mange bor tæt på kysten og har god adgang til både strande og svømmehaller. Derfor er det afgørende, at børn og unge bliver trygge i vandet og lærer at begå sig sikkert. Vi har prioriteret skolesvømning, for at sikre at alle børn får mulighed for at blive trygge og dygtige i vandet, da ikke alle børn har mulighed for at gå til svømning i fritiden,« siger byrådsmedlem Nikolaj Bjørk Christensen (V), der er formand for Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.
Svømning er en livsvigtig kompetence
Undersøgelsen er en del af et nationalt arbejde, hvor SvømDanmark, DGI, Dansk Skoleidræt og TrygFonden har lanceret nye anbefalinger for de grundlæggende færdigheder, der skal til for at færdes trygt ved og i vand.
»Svømmeundervisning er ikke kun en færdighed. Det kan være en livsvigtig kompetence med stor betydning for børns tryghed og sikkerhed senere i livet. Derfor er det vigtigt, at børn møder svømning både i skoletiden og i deres fritidsliv. Skolesvømning spiller en afgørende rolle i at give alle børn et godt fundament, og samtidig har vi et tæt samarbejde med Svøm Slagelse Korsør om blandt andet bassinprøver og SkoleOL, hvor vi sætter ekstra fokus på svømning og livredning,« tilføjer byrådsmedlem Mick Keller (LA), som er formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
Øverst: Pressefoto af svømmehal. (Foto: Slagelse Kommune). PM/anne.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

