Selvbestemmelse ved brug af hjemmepleje

Slagelse.News – »Det vigtigste budskab til vores borgere er, at de ikke skal være nervøse for pludselige forandringer. Den hjælp, de får i dag, fortsætter som den plejer, men over tid får vi skabt en struktur, hvor den enkelte borger skal opleve mulighed for mere selvbestemmelse på egen pleje,« lyder det fra Slagelse Kommune.

Den 1. juli 2025 træder den nye ældrelov i kraft, og det betyder gradvise ændringer i den måde, Slagelse Kommunes ældre borgere får hjælp og støtte. Den fulde overgang sker i løbet af de næste to år. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Fra 1. juli 2025 begynder Slagelse Kommune at indføre ændringer i hjemmeplejen som følge af den nye ældrelov. Ændringerne sker gradvist over to år og har fokus på mere selvbestemmelse for borgerne samt sammenhængende pleje. Hjælpen fortsætter som hidtil, men borgerne vil fremover få større indflydelse på, hvordan plejen tilrettelægges i hverdagen. Fra november 2025 bliver hjælpen givet af faste teams, som skal skabe mere kontinuitet og tryghed. Kommunen vil informere borgerne løbende og i et tempo, hvor alle kan følge med.

Et mere sammenhængende pleje- og omsorgsforløb

Formålet med den nye ældrelov er at styrke borgernes selvbestemmelse og sikre en helhedsorienteret pleje. Ældreloven har således fokus på, at borgeren får et mere sammenhængende pleje- og omsorgsforløb. Det betyder, at borgeren er med til at bestemme, hvordan hjælpen tilrettelægges i hverdagen – i dialog med eventuelle pårørende og medarbejdere fra ældreplejen.

»Det vigtigste budskab til vores borgere er, at de ikke skal være nervøse for pludselige forandringer. Den hjælp, de får i dag, fortsætter som den plejer, men over tid får vi skabt en struktur, hvor den enkelte borger skal opleve mulighed for mere selvbestemmelse på egen pleje i samarbejde med de medarbejdere, der kommer i hjemmet,« siger Therese Gjerde Corfix, der er chef for Sundhed og Ældre i Slagelse Kommune.

Tilpasningen sker i et tempo, hvor alle kan være med

Som et led i overgangen til helhedspleje og større selvbestemmelse vil alle borgere blive visiteret til de nye forløb. I dag bliver man visiteret til de enkelte ydelser. I forløbene får borger og medarbejder mulighed for at planlægge dagligdagen ud fra mere fleksible rammer.

»Vi kommer til at visitere, tilpasse struktur og kompetenceudvikle medarbejdere løbende og i et tempo, hvor alle kan være med, og vi vil naturligvis informere borgerne undervejs,« forklarer Therese Gjerde Corfix.

Med det nye fokus på helhedspleje får borgerne fra den 3. november 2025 hjælp fra faste teams, der både kan varetage praktisk hjælp, personlig pleje og sundhedsopgaver. Det betyder blandt andet, at borgerne i højere grad vil møde de samme medarbejdere, der kender den enkelte borgers behov og ønsker. Det skal skabe større kontinuitet i plejen og øge tilliden for både borgere og pårørende.

Slagelse Kommune deler i den kommende tid informationsmateriale ud til de borgere, der modtager hjemmepleje. Her kan borgerne læse, hvad den nye ældrelov betyder for dem – og at hjælpen fortsætter som hidtil, mens de nye rammer gradvist rulles ud.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Iryna Alekseienko / iStock). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/vj3y