Samarbejde skal få flere børn ind i fællesskaber

Slagelse.News – »Når skole, kommune og foreningsliv arbejder tæt sammen, lykkes vi bedre med at få flere børn med i meningsfulde fritidsfællesskaber. Derfor har vi i udvalget valgt at forlænge projektet og fortsætte indsatsen, så vi sammen kan sikre, at endnu flere børn får den støtte, der kan åbne døren til nye fællesskaber både i skolen og i fritiden,« lyder det fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget i Slagelse Kommune.

Det er afgørende for børns trivsel, udvikling og glæde i hverdagen at høre til i et fællesskab både i skoletiden og i fritiden. Derfor har Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget i Slagelse Kommune besluttet at forlænge pilotprojektet Marievangsskolen Get2Sport til og med skoleåret 2026/2027. Projektet gør en målrettet indsats for at støtte elever, som endnu ikke er foreningsaktive, med at finde en fritidsaktivitet, der passer til dem. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI) og kvalitetssikret af journalist/redaktør: Slagelse Kommune forlænger projektet Get2Sport på Marievangsskolen til og med skoleåret 2026/2027. Indsatsen hjælper børn uden fritidsaktiviteter ind i lokale foreninger. Det gavner børnenes trivsel og giver dem flere venner, når de er en del af et hold i fritiden. Samarbejdet mellem skolen, kommunen og Danmarks Idrætsforbund har fungeret godt, og mange elever er allerede startet til sport de seneste par år. Resultaterne er så gode, at kommunen nu vil søge penge fra fonde for at kunne udvide tilbuddet til andre folkeskoler i lokalområdet.

Samarbejde får flere børn med i fritidsfællesskaber

Fritidsafdelingen i Slagelse Kommune, Danmarks Idrætsforbund og Marievangsskolen arbejder sammen om én fælles vision: at endnu flere børn og unge skal have mulighed for at blive en del af det lokale foreningsliv og dermed få adgang til de fællesskaber, der gør en positiv forskel både i og uden for skolen.
Fællesskaber styrker børns trivsel

I skoleåret 2024/2025 startede man i fællesskab projekt Marievangsskolen Get2Sport. Projektet skal gøre det lettere at bygge bro mellem skolen og det lokale foreningsliv, og indsatsen virker. Elever, der deltager i en fritidsaktivitet, fortæller i højere grad end andre, at de er mere glade for hverdagen, at de har flere venner og at de har nogen at være sammen med i frikvartererne og efter skole.

»Når skole, kommune og foreningsliv arbejder tæt sammen, lykkes vi bedre med at få flere børn med i meningsfulde fritidsfællesskaber. Derfor har vi i udvalget valgt at forlænge projektet og fortsætte indsatsen, så vi sammen kan sikre, at endnu flere børn får den støtte, der kan åbne døren til nye fællesskaber både i skolen og i fritiden,« siger byrådsmedlem Mick Keller (LA), der er formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget, og fortsætter:

»Den type indsatser skaber værdi både for børnene, for foreningerne og for hele lokalsamfundet. Med forlængelsen håber vi samtidig, at projektets erfaringer og indsatser kan nå ud til endnu flere skoler, og dermed endnu flere børn og unge i kommunen, på sigt.«

Styrke brobygningen mellem skole og foreningsliv

Gennem Marievangsskolen Get2Sport begyndte 36 elever i løbet af skoleåret 2024/2025 i en forening. Allerede i første halvdel af skoleåret 2025/2026 har 31 elever meldt sig ind i en forening. Projektet er desuden blevet udvalgt som et af fem casestudier i den nationale undersøgelse ”Danmark i Bevægelse” som et godt eksempel på, hvordan man kan styrke brobygningen mellem skole og foreningsliv.

»Danmarks Idrætsforbund melder sig klar i samspil med Slagelse Kommune til at bidrage med medfinansiering til forlængelse af Get2sport skoleprojektet på Marievangsskolen. Vi vil nu sammen kunne fortsætte med at udvikle en særlig brobygning mellem skole og foreningsliv, hvor alle børn bliver hørt og får hjælp til at blive en del af et foreningsliv. Den mulighed fortjener alle børn,« siger Lars Kruse fra Danmarks Idrætsforbund.

»Marievangsskolen Get2Sport har stor betydning for et fælles fokus på brobygningen mellem skoleliv og fritidsliv til gavn for barnets sociale, faglige og mentale trivsel. En helhedsorienteret indsats mellem skole, forældre, foreninger og kommune, der får børn til at trives i meningsskabende fællesskaber. Et betydningsfuldt projekt, der har de bedste forudsætninger for vokseværk og en eventuelt fremtidig forankret indsats i Slagelse Kommune,« tilføjer Jeanett Skov, der er afdelingsleder på Marievangsskolen.

Forlængelsen giver mulighed for videre udvikling og udbredelse

Forlængelsen til skoleåret 2026/2027 giver mulighed for at styrke både erfaringer, datagrundlag og det tætte samarbejde mellem skole, foreninger og kommune. Samtidig giver forlængelsen anledning til at igangsætte en fondsansøgningsproces med henblik på en yderligere forlængelse af projektet og muligheden for at afprøve projektets metoder på udvalgte andre skoler i kommunen, så endnu flere børn og unge kan blive en del af et aktivt, trygt og givende fritidsfællesskab.

Øverst: Marievangsskolen Get2Sport. (Foto: Slagelse Kommune). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen: https://www.slagelse.info/zsn/bup0