Slagelse.News – »Et fritidsjob er ikke bare en ekstra indkomst. Det er en værdifuld læring, hvor unge får erfaring med ansvar, mødedisciplin og samarbejde. Det er en investering i både den enkelte unges fremtid og i vores fælles arbejdsmarked,« lyder det fra viceborgmester Jane Dahl (KF) i en pressemeddelelse.
Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune bakker op om ansættelse af en fritidsjobkoordinator for at give unge en stærkere start på arbejdslivet. Det skriver vælgerforeningen i en pressemeddelelse, der er udsendt af Jane Dahl.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Slagelse Kommune får snart en fritidsjobkoordinator, som skal hjælpe unge med at komme godt i gang på arbejdsmarkedet. Det Konservative Folkeparti har arbejdet for at sikre 500.000 kroner årligt til indsatsen, der skal skabe flere fritidsjobmuligheder, etablere et mentornetværk og styrke koblingen mellem job og uddannelse. Forskning viser, at fritidsjob gavner både trivsel og uddannelsesvalg, og med lempede regler er der nu bedre muligheder for unge. Koordinatoren forventes ansat til foråret, og de første resultater ventes til efteråret. Indsatsen skal især støtte unge i udsatte positioner og gøre arbejdslivet mere tilgængeligt for alle. Det fremgår af en pressemeddelelse.
En fritidsjobkoordinator kan gøre en forskel for unge
I Slagelse Kommune skal det være nemt for unge at få et fritidsjob. Derfor har Det Konservative Folkeparti arbejdet for at afsætte 500.000 kroner årligt til en ny fritidsjobkoordinator. Denne indsats er, ifølge pressemeddelelsen, et tydeligt konservativt aftryk i budgetforliget, der skal sikre, at flere unge får en stærk start på arbejdslivet.
»Et fritidsjob er ikke bare en ekstra indkomst. Det er en værdifuld læring, hvor unge får erfaring med ansvar, mødedisciplin og samarbejde. Det er en investering i både den enkelte unges fremtid og i vores fælles arbejdsmarked. Derfor er vi i Det Konservative Folkeparti stolte af at have sikret finansiering til en fritidsjobkoordinator, der kan gøre en reel forskel for de unge i Slagelse Kommune,« siger viceborgmester Jane Dahl (KF), der også er spidskandidat for Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune.
Fritidsjob skaber trivsel og stærkere uddannelsesvalg
Der er god grund til at glæde sig over udviklingen på området. Arbejdstilsynet har ad to omgange i dette halvår lempet reglerne for, hvad unge – også helt unge – må beskæftige sig med. Det skaber bedre forudsætninger for, at flere unge kan få adgang til ikke bare flere, men også mere meningsfulde fritidsjob.
Samtidig har Trivselskommissionen (der er nedsat af nedsat af regeringen) slået fast, at fritidsjob kan spille en afgørende rolle i at styrke trivsel og udvikling hos børn og unge. Et fritidsjob kan give unge en stærkere identitet, sociale relationer og et meningsfuldt fællesskab – alt sammen faktorer, der styrker den mentale sundhed og generelle trivsel.
Forskning peger desuden på, at unge med fritidsjob angiveligt klarer sig bedre både socialt og uddannelsesmæssigt. Samtidig er fritidsjob en vigtig rekrutteringskanal for erhvervsuddannelserne, hvor mange unge via deres job får en bedre forståelse af arbejdslivet og lettere kan træffe et velovervejet uddannelsesvalg. Det betyder, at flere unge får den rette vejledning til at vælge en uddannelse – samtidig med, at erhvervsuddannelserne får øget tilslutning.
Fritidsjobkoordinator som mærkesag for vælgerforeningen
Med den nye fritidsjobkoordinator, som Det Konservative Folkeparti betegner som en mærkesag for vælgerforeningen, sættes der handling nu bag ordene. Koordinatoren får til opgave at:
- Skabe flere fritidsjobmuligheder i samarbejde med det lokale erhvervsliv og kommunale arbejdspladser.
- Etablere et erhvervsmentornetværk, hvor unge kan få støtte og vejledning i deres første job.
- Sikre en bedre kobling mellem fritidsjob og uddannelse, så jobbet kan blive et springbræt til en fremtidig karriere.
- Fokusere på unge i udsatte positioner, så alle får muligheden for en god start på arbejdslivet.
Den nye fritidsjobkoordinator forventes ansat dette forår, hvorefter indsatsen for alvor går i gang. De første konkrete resultater vil kunne mærkes i efteråret.
Øverst: Jane Dahl (KF) er viceborgmester og spidskandidat for Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune. (Foto: Jane Dahl). PM/Jourhavende.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.