Ny chef for Børn og Unge i Slagelse Kommune

Slagelse.News – Majken Ravnås bliver den nye centerchef for Børn og Unge i Slagelse Kommune.

Slagelse Kommune har ansat Majken Ravnås som ny centerchef for Børn og Unge. Med solid erfaring fra både det specialiserede og det almene børne- og ungeområde skal Majken stå i spidsen for udviklingen af kommunens samlede børn- og ungeindsats. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Majken Ravnås bliver ny centerchef for Børn og Unge i Slagelse Kommune fra 1. november. Hun skal stå i spidsen for udviklingen af både skole-, dagtilbuds- og ungeområdet med fokus på trivsel, forebyggelse og inklusion. Majken kommer fra en lederstilling i kommunens egen myndighedsafdeling og har stærk erfaring med tværfagligt samarbejde. Hendes opgave bliver at omsætte politiske visioner til praksis og sikre sammenhængende indsatser for børn og unge. Ansættelsen ses som et skridt mod mere helhedsorienterede og meningsfulde tilbud i kommunen.

Får vigtig rolle i udviklingen af almenområdet

Børn- og Ungeområdet er et centralt velfærdsområde, hvor trivselsfremmende, forebyggende og inkluderende indsatser er i centrum. Fra den 1. november er Majken Ravnås ny chef for Børn og Unge i Slagelse Kommune, hvor hun vil få en afgørende rolle i udviklingen af almenområdet – særligt skole og dagtilbud – samt i implementeringen af den kommunale ungeindsats, hvor koblingen til familie- og beskæftigelsesområderne er central.

Lokal erfaring og fokus på tværfagligt samarbejde

Majken Ravnås kommer fra en stilling som afdelingsleder i Slagelse Kommunes myndighedsafdeling for børn og unge i alderen 0-22 år, hvor hun siden starten af 2023 har haft fokus på at styrke det tværfaglige samarbejde og udvikle en mere helhedsorienteret indsats. Hun har blandt andet været med til at implementere en ny mødestruktur og en dialogbaseret tilgang, der understøtter samarbejdet mellem almen- og specialområdet.

»Jeg er glad for den opbakning, der har været til stillingen med mange gode og stærke kandidater. Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med Majken i hendes nye rolle som centerchef. Hendes erfaring og kompetencer passer rigtig godt ind i ambitionerne for børne- og ungeområdet i Slagelse Kommune,« siger Marianne Stentebjerg, der er direktør for Børn, Unge og Kultur, og fortsætter:

»Majken bliver samtidig en aktiv medspiller i det tværfaglige samarbejde i organisationen, som skal fremme og udvikle børn og unges trivsel og læring. Hun har allerede vist, at hun formår at skabe følgeskab og omsætte strategiske mål til praksis, og jeg ser frem til den videre udvikling sammen med hende.«

Et godt og meningsfuldt børne- og ungeliv

Med ansættelsen af Majken Ravnås som centerchef styrker Slagelse Kommune sin indsats for at skabe sammenhængende, inkluderende og trivselsfremmende tilbud til børn og unge – med fokus på samarbejde, faglighed og ledelse i praksis.

»Jeg er meget taknemmelig for den tillid og det mandat, jeg har fået til at videreføre det stærke tværgående samarbejde i Slagelse Kommune. Det er en ære at få mulighed for at bidrage til, at de politiske visioner bliver omsat til konkret handling – til gavn for kommunens borgere. Jeg glæder mig til samarbejdet med medarbejdere, interne og eksterne samarbejdspartnere og politikere. Mit håb er, at vi som professionelle sammen med børn, unge og deres familier kan skabe trygge og inspirerende rammer, der understøtter et godt og meningsfuldt børne- og ungeliv i vores kommune,« fortæller Majken Ravnås.

Før sin ansættelse i Slagelse Kommune har Majken Ravnås haft en lederstilling i Svendborg Kommune, hvor hun arbejdede med overgangsindsatser for unge, der fylder 18 år. Her var hendes arbejde præget af et stærkt fokus på tryghed, sammenhæng og borgerinddragelse. Majken Ravnås er uddannet socialrådgiver og har diplom i ledelse. Hun bor i Odense med sin mand, John, og deres tre drenge på 18, 14 og 12 år.

Øverst: Majken Ravnås er centerchef for Børn og Unge. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/dr56