Slagelse.News – På mandag skal byrådet i Slagelse Kommune tage stilling til, om kommunen skal igangsætte en “officiel undersøgelse” af mulighederne for et navneskifte til Storebælt Kommune.
Byrådsmedlem Troels Christensen (Storebæltslisten) har via sin initiativret ønsket, at byrådet på mandag skal tage stilling til et eventuelt navneskifte fra Slagelse Kommune til Storebælt Kommune. Det fremgår af dagsordenen.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): På mandag skal Slagelse Byråd tage stilling til, om der skal igangsættes en officiel undersøgelse af et navneskifte fra Slagelse Kommune til Storebælt Kommune. Initiativet kommer fra byrådsmedlem Troels Christensen (Storebæltslisten), som mener, at navnet Slagelse skaber ubalance og skygger for kommunens øvrige områder som Korsør, Skælskør og landdistrikterne. Et nyt navn skal styrke fællesskabet, forbedre imaget og skabe ny vækst gennem turisme og erhvervsudvikling. Forslaget indebærer nedsættelse af en arbejdsgruppe.
Byrådsmedlem: Udviklingen centreres omkring Slagelse by
Troels Christensen ønsker i første omgang, at Slagelse Kommune skal igangsætte en “officiel undersøgelse af mulighederne for et navneskifte til Storebælt Kommune”, herunder at der nedsættes en arbejdsgruppe, hvilket er uddybet i dagsordenen:
“Slagelse Kommune dækker et enestående og varieret geografisk område, hvor det blå og det grønne – havet, kysterne, skovene og naturen – er afgørende for borgernes livskvalitet og områdets fremtidige potentiale. Alligevel bærer kommunen i dag et navn, der udelukkende refererer til én by – Slagelse – og dermed bidrager til en geografisk og mental ubalance i opfattelsen af, hvem og hvad kommunen repræsenterer,” argumenterer han i dagsordenen og fortsætter:
“I årtier har udviklingen været centreret omkring Slagelse by, mens Korsør, Skælskør og kommunens mange landdistrikter oplever affolkning, affinansiering og politisk nedprioritering. Denne skævvridning underminerer sammenhængskraften og skaber modstand i stedet for fællesskab. Samtidig er navnet Slagelse desværre ikke længere et stærkt brand udadtil.”
Byrådsmedlem: “Slagelse” skygger for resten af kommunen
Troels Christensen argumenterer for, at økonomisk og politisk uro præger kommunens image, at sociale udfordringer, bilbrande og integrationsproblemer kobles til bynavnet Slagelse i medierne, at byens sportshold er ude af toppen, hvorved den tidligere signalværdi er forsvundet, og at navnet Slagelse kun dækker en del af kommunen og skygger for resten.
Troels Christensen fremhæver, at kommunens logo allerede viser Storebæltsbroen, og at broen symboliserer forbindelse, udsyn og bevægelse. Derfor foreslår han et navneskifte “som et konkret og positivt opgør med et skævvredet image og som løftestang for en ny fortælling”.
Troels Christensen opremser en række begrundelser for navneskiftet:
- Styrket fælles identitet: Navnet Storebælt favner hele kommunen – Korsør, Skælskør, Slagelse og landdistrikterne. Det maritime og naturnære er vores fælles fundament – ikke ét bynavn. Det fremmer følelsen af samhørighed og fælles retning.
- Attraktivitet udadtil: Storebælt er allerede et geografisk stærkt brand, nationalt og internationalt. Kommunen placeres tydeligt i midten af Danmark – med adgang til både landsdele og hav.
- Erhvervsudvikling og bosætning: Et nyt navn signalerer forandring og fornyelse. Det understøtter en strategi for tilflytning, iværksætteri og grøn erhvervsudvikling.
- Turisme og oplevelsesøkonomi: Ingen anden kommune har længere kyststrækning mod Storebælt. Navneskiftet kan bruges aktivt i turismefremme, outdoor-udvikling og grøn omstilling.
- Imagefornyelse og brandstrategi: Navnet Slagelse er i dag belastet af negative fortællinger og skævvridning. Kommunens eget logo viser Storebæltsbroen – ikke Slagelse Rådhus. Det viser, at vi allerede viser ét billede udadtil, men kalder os noget andet. Et navneskifte skaber sammenhæng mellem signal, strategi og selvforståelse.
Byrådsmedlemmer mosler fortsat rundt på listerne
Troels Christensen, der stiller forslag om at skifte navn fra Slagelse Kommune til Storebælt Kommune, er forhenværende borgmester i Hashøj Kommune og folketingsmedlem for Venstre, men blev ekskluderet af Venstre. Herefter meldte han sig ind i Liberal Alliance. Senere meldte han sig ind i Det Konservative Folkeparti. Nu repræsenterer han Storebæltslisten i byrådet.
Man skal være opmærksom på, at et andet byrådsmedlem, løsgængeren Thomas Vesth, tidligere har repræsenteret Storebæltslisten, men det gør han ikke længere, selvom mange måske husker ham som Storebæltslisten. Thomas Vesth har været medlem af Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Storebæltslisten, og han er nu spidskandidat for Trelleborglisten sammen med velkendte byrådskandidater såsom Lotte Brøns og Peter Lotinga. På mandag skal byrådet tage stilling til, om Thomas Vesth kan fremstå som repræsentant for Trelleborglisten.
Læs også: Storebæltslisten ekskluderer spidskandidat (Thomas Vesth).
Læs også: Det konservative opstillingsmøde (Troels Christensen).
Øverst: Slagelse Rådhus. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

