Kirkens Korshær tænder 6.431 lys for Danmarks hjemløse

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – Mandag den 11. november 2019 tænder Kirkens Korshær lys i Slagelse, Korsør og 21 andre byer i hele landet.

Rundt om i landet tænder Kirkens Korshær lys i Slagelse, Korsør, Skælskør og 20 andre byer – et lys for hver hjemløs i Danmark – for at skabe opmærksomhed om hjemløshed. Det sker mandag den 11. november 2019.

Danmark burde ikke acceptere så mange hjemløse

»6.431 hjemløse mennesker i et land som Danmark – det burde vi ikke som samfund acceptere,« siger chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen.

Derfor vil Kirkens Korshær den 11. november tænde et lys for hvert menneske i Danmark, der ikke har et sted at bo.

Det sker i 23 byer rundt om i Danmark, hvor Kirkens Korshær er til stede, og hver dag forsøger at hjælpe Danmarks hjemløse borgere.

Får det værre og har behov for helt basal hjælp

Antallet af hjemløse, de 6431, kommer fra VIVE’s seneste hjemløsetælling. Hvert andet år foretager VIVE en landsdækkende registrering af hjemløse i Danmark, og i september udkom den seneste kortlægning, som viste at antallet af personer, som lever i hjemløshed, stort set er uændret fra 2017.

Kirkens Korshær har i over 100 år været med til at hjælpe dem, der falder ud af systemet. Det er mennesker, der blandt andet kan kæmpe med psykisk sygdom, misbrug, fattigdom, hjemløshed og ensomhed.

»Desværre oplever vi, at behovet for hjælp kun bliver større. De mennesker, vi møder i vores sociale arbejde, får det værre og har behov for helt basal hjælp – mad, tøj, et sted at sove,« siger Helle Christiansen og fortsætter:

»Vores medarbejdere forsøger at følge med, men der er behov for, at vi som samfund får øjnene op for den menneskelige katastrofe, det er at være hjemløs.«

Lysene tændes på Nytorv i Slagelse kl. 19.00-19.30 og i Varmestuen i Havnegade 13 i Korsør kl. 19.00-19.30. Der er ikke meldt tid og sted for Skælskør.

Læs også kalenderen: Tænd lys for hjemløse (Slagelse).

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Kirkens Korshær). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.