Joy Mogensen (S) er løbet tør for overskud

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S), der er folketingskandidat i Slagelsekredsen, trækker sig fra politik.

»Jeg har meddelt Statsministeren, at jeg ønsker at forlade min post som Kulturminister og Kirkeminister. Det har været den største ære at have haft Statsministerens tillid i tykt og tyndt. Der er ikke noget mere meningsfyldt end at få lov at tjene vores land i en socialdemokratisk regering,« skriver kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) i et Facebook-opslag, hvor hun også skriver:

»Jeg stiller ikke op til Folketinget næste gang, og jeg har det godt med denne beslutning om at forlade politik for nu.«

Joy Mogensen er opstillet i Slagelsekredsen, og dermed skal de socialdemokratiske vælgerforeninger i Slagelse, Korsør og Skælskør finder en ny folketingskandidat.

Har oplevet flere livsændrende udfordringer

I sit lange Facebook-opslag kommer Joy Mogensen blandt andet ind på, at hun er løbet tør for overskud.

»Jeg overlader roret og et stærkere ministerium, til den næste kultur- og kirkeminister til at føre denne regerings retning videre. Jeg havde gerne gjort det selv. Men i løbet af de sidste to år er jeg blevet minister, jeg har mistet en datter, og jeg har stået med håndteringen af Corona i to ministerier, der blev overvældet af pandemien. Hver af de tre ting i sig selv er livsændrende udfordringer, og jeg er løbet tør for overskud,« skriver hun.

Lokalpolitiske metoder virker ikke i landspolitik

Joy Mogensen forklarer videre, at hun ikke har kunnet tage sine arbejdsmetoder som lokalpolitiker med ind i landspolitik.

»Det andet er, at jeg har været bedst i mit liv som politiker, når jeg kunne samle mine politiske kolleger og samfundets aktører omkring visioner og løsninger. Den måde at arbejde på, som virkede for mig som lokalpolitiker, har jeg ikke kunne tage med ind i landspolitik. Så jeg skal finde et arbejdsliv, hvor det, jeg er god til, skaber resultater for andre,« skiver hun.

Joy Mogensen mener samtidig, at hun har aftjent sin værnepligt.

»Efter 16 år som folkevalgt og 10 år i spidsen for en politisk styret organisation mener jeg, at jeg kan sige, at jeg har aftjent min ’værnepligt’. Min taknemmelighed overfor og lyst til at bidrage til det velfærdssamfund, der har givet så utrolig mange af os mange flere muligheder end vi ville have fået noget andet sted i verden, vil derimod vare for evigt.«

Jeg har meddelt Statsministeren, at jeg ønsker at forlade min post som Kulturminister og Kirkeminister. Det har været…

Slået op af Joy Mogensen i Søndag den 15. august 2021

Kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S). (Foto: Steen Brogaard / Folketinget). RK/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.