Idrætsuvante børn får lyst til bevægelse hos Fun2Move

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Det er ikke sjovt at være den sidste, som bliver valgt til fodboldholdet. Derfor står motion og bevægelse ikke højt på deres hitliste. Takket være lokale ildsjæle og lokale idrætsforeninger har mange børn og unge genfundet lysten og interessen for bevægelse og motion.

Det er ikke sjovt at være den sidste, som bliver valgt til fodboldholdet, eller den, som altid skal være udskifter. Det kan en del børn og unge nikke genkendende til. Derfor står motion og bevægelse ikke højt på deres hitliste i fritiden.

Takket være lokale ildsjæle og idrætsforeningerne i Slagelse Kommune har mange børn og unge genfundet lysten og interessen for bevægelse og motion og blevet en del af foreningslivet gennem projekt Fun2Move. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Fun2Move: »På Fun2Move-holdet skaber vi et trygt rum«

Foreningerne Korsør IF2018, Marievang IF og Svøm Slagelse Korsør har særlige Fun2Move-hold, hvor de sammen finder frem til, hvilken idrætsgren der passer bedst til det enkelte barn.

»Vi hjælper med at sluse børnene ind på holdene ved, at de kommer til prøvetræninger og præsenterer dem for de forskellige miljøer og idrætsgrene, som er rundt om i foreningslivet,« siger tovholderen på Fun2Move i Slagelse Kommune, Marlene Enersen Maagaard, og fortsætter:

»På Fun2Move-holdet skaber vi et trygt rum så børnene får mod på og lyst til at dyrke idræt. For inaktive børn kan godt lide bevægelse, men de har brug for nogle succesoplevelser hvor det sociale og sammenholdet er i fokus fremfor kun konkurrenceelementet.«

I 2019 var 42 børn del af Fun2Move, mens tallet for 2020 indtil nu er på 44 børn.

Børnenes billede af bevægelse ændres til glæde og begejstring

»Vi kan se børn får et anderledes billede af, hvad bevægelse er, når de har været en del af Fun2Move. Inden de starter forbinder mange bevægelse og motion med noget negativt, som bare skal overstås,« fortæller Camilla Endahl Langkjær fra Marievang IF og fortsætter:

»Det billede vender vi på holdet så børnene oplever glæde og begejstring ved motion og bevægelse. Det er fantastisk at se den udvikling mange af børnene går igennem. Det skyldes ikke mindst det sammenhold, som de får på Fun2Move-holdene.«

Fun2Move er et foreningstilbud til børn og unge i alderen 7-14 år, som ikke er vant til at bevæge sig, som har lidt ekstra på sidebenene, eller som af andre grunde kan have svært ved at indgå på et almindeligt foreningshold.

Der er fokus på at få sved på panden hver gang, men forklædt i leg. Børnene kan selv tilmelde sig Fun2Move-holdene, og derudover henvises børnene til holdene gennem et samarbejde på tværs af julemærkehjemmet, sundhedsplejerskerne på skolerne med videre.

Øverst: Fun2Move i Marievang IF. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.