Fredsvalg til Ældrerådet i Slagelse Kommune

Slagelse.News – »Arbejdsgruppen finder, det er ærgerligt, at der ikke har været en større interesse for at være kandidat til Ældrerådet, således at der kunne være afholdt et demokratisk ældrerådsvalg. Der er 23.727 borgere over 60 år i Slagelse Kommune, det er langt over en fjerdedel af kommunens 80.152 borgere,« lyder det fra formanden for det nuværende Ældreråd.

Der var 15 kandidater til de 15 pladser i Ældrerådet, og Byrådet i Slagelse Kommune har derfor besluttet, at valghandlingen bliver gennemført som fredsvalg. De nye medlemmer i Ældrerådet består af både rutinerede kræfter fra det eksisterende Ældreråd samt nye medlemmer. Ældrerådet vil i lighed med kommunens øvrige råd og nævn få en grundig introduktion til den kommunale forvaltning og deres opgaver i den kommende tid frem mod årsskiftet. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Slagelse Kommunes Ældreråd for perioden 2026-2029 er valgt ved fredsvalg, da kun 15 kandidater stillede op til de 15 pladser. Byrådet godkendte valget uden afstemning, og rådet består nu af både erfarne og nye medlemmer. Ældrerådet spiller en vigtig rolle som bindeled mellem ældre borgere og kommunens politikere og skal rådgive i sager, der vedrører ældres vilkår. I de kommende måneder vil rådet blive introduceret til deres opgaver og samarbejdet med forvaltningen, før de officielt tiltræder ved årsskiftet.

15 medlemmer valgt uden afstemning

Ved fristens udløb var der opstillet 16 kandidater til de 15 pladser i Ældrerådet. Efter at én kandidat har trukket sit kandidatur, var der således 15 opstillede – svarende til det antal medlemmer, der skal vælges. Byrådet har derfor på deres møde den 6. oktober 2025 godkendt, at valghandlingen aflyses, og at de 15 kandidater betragtes som valgt uden afstemning. Beslutningen er truffet i samråd med valggruppen for Ældrerådet, som har anbefalet fredsvalg.

»Et enigt byråd har truffet beslutning om fredsvalg, hvilket er en god løsning. Ældrerådet spiller en vigtig rolle som talerør for de ældre i vores kommune, og de er en vigtig samarbejdspartner for kommunens politikere, når de kommer med input til beslutninger, der vedrører ældre mennesker,« siger borgmester Knud Vincents (V).

Den nuværende formand for Ældrerådet, Tonny Korndrup, er ærgerlig over, at der ikke var flere kandidater til Ældrerådsvalget:

»Arbejdsgruppen finder, det er ærgerligt, at der ikke har været en større interesse for at være kandidat til Ældrerådet, således at der kunne være afholdt et demokratisk ældrerådsvalg. Der er 23.727 borgere over 60 år i Slagelse Kommune, det er langt over en fjerdedel af kommunens 80.152 borgere. Det kommende Ældreråd byder på 5 nye medlemmer og 10 fra tidligere Ældreråd,« siger han.

Introduktion til opgaverne og samspillet

Ældrerådet vil i de kommende måneder blive introduceret grundigt til deres opgaver og arbejdet i samspillet med den kommunale administration.

»Ældrerådet vil ligesom de øvrige af kommunens råd og nævn blive introduceret til deres opgaver, rammer og samspillet med den kommunale forvaltning i de kommende måneder. Vi vil også invitere det nye Ældreråd til et opstartsmøde, og de kan herefter konstituere sig,« siger Therese Gjerde Corfix, der er chef for Sundhed og Ældre i Slagelse Kommune.

En vigtig rolle i dialogen på vegne af ældre

Ældrerådet har en vigtig rolle i dialogen mellem kommunens ældre borgere og politiske beslutningstagere, og de nyvalgte medlemmer tiltræder med virkning fra den kommende valgperiode 2026-2029. Ældrerådet er folkevalgte og er en selvstændig forvaltningsenhed, der ligesom andre kommunalt nedsatte råd, er omfattet af Forvaltningsloven og Lov om offentlighed i forvaltningen med det formål at rådgive og være samarbejdspartner med kommunens politikere. Handicaprådet, Rådet for Socialt Udsatte og Ø-udvalget er blandt de andre råd, kommunen har nedsat.

Oversigt over de 15 medlemmer i Ældrerådet:

  • Abdel Sabri
  • Annette Jørgensen
  • Berit Schau
  • Birgit Jørgensen
  • Egon Bo
  • Ingelise Holm
  • Jens Andersen
  • Johnny Gregersen
  • Jytte Sutton
  • Jørgen Møller
  • Jørgen Ole Didriksen
  • Mogens Nellemann
  • Sonja Bruus Petersson
  • Søren Herget
  • Tonny Korndrup.

Øverst: Slagelse Rådhus. (Foto: Slagelse Kommune). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/54o1