Flere penge til familier, seniorer og virksomheder, der holder Danmark i gang

Læserbrev – »Alt for mange oplever det samme: De yder en ekstra indsats, men det kan ikke mærkes nok i privatøkonomien. Det er et problem. For hvis vi vil have et stærkere Danmark, skal det igen kunne betale sig at arbejde, tage ansvar og bidrage,« lyder det fra folketingskandidat Jacob Stryhn (KF).

»Jeg møder hver dag mennesker, der går på arbejde, tager ansvar og får hverdagen til at hænge sammen. Pendlere, håndværkere, butiksansatte, sygeplejersker, sosu-medarbejdere, soldater, selvstændige og seniorer, der stadig tager en tørn,« skriver folketingskandidat Jacob Stryhn fra Det Konservative Folkeparti i et læserbrev og fortsætter:

Dette indlæg er indsendt af Jacob Stryhn, der er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Slagelsekredsen og Sjællands Storkreds, og vedrører også Slagelse Kommune. Indlægget er udtryk for skribentens egne holdning. Alle indlæg hos Slagelse.News skal være inden for straffelovens og presseetikkens rammer. Du er velkommen til at sende indlæg til redaktion@slagelsemedia.dk.

Vil sænke skatten for alle i arbejde

»Alt for mange oplever det samme: De yder en ekstra indsats, men det kan ikke mærkes nok i privatøkonomien. Det er et problem. For hvis vi vil have et stærkere Danmark, skal det igen kunne betale sig at arbejde, tage ansvar og bidrage. Det er netop tanken bag Det Konservative Folkepartis nye udspil, En positiv vej for Danmark.

Vi foreslår skattelettelser for 34 milliarder kroner og vil samtidig gøre Danmark rigere. Og det er ikke staten, vi ønsker at gøre rigere, men den enkelte arbejdende dansker. Helt almindelige danskere skal have lov til at beholde mere af det, de selv tjener.

Vi vil sænke skatten for alle i arbejde. Ikke kun for nogle få, men bredt. Vi vil også sænke selskabsskatten fra 22 procent til 17 procent, så danske virksomheder får bedre vilkår til at investere, vokse og skabe arbejdspladser. Og vi vil belønne de seniorer, der vælger at blive lidt længere på arbejdsmarkedet, i stedet for at straffe dem for at blive ved. Det er sund borgerlig politik.

For mig handler det her om retfærdighed i hverdagen. Når du står tidligt op, passer dit arbejde og bidrager til fællesskabet, skal du også kunne mærke det. Når en lokal virksomhed tager risiko, skaber job og holder hjulene i gang, skal vi ikke gøre det sværere end nødvendigt. Og når en senior stadig har lyst til at bidrage, skal vi sige tak – ikke sende en ekstra regning.

Udspillet vil ifølge partiets beregninger øge arbejdsudbuddet med 32.700 personer og gøre Danmark 104 milliarder kroner rigere. Men det vigtigste er sådan set ikke regnearket. Det vigtigste er, at flere danskere får mere frihed i hverdagen og bedre muligheder for at skabe et godt liv for sig selv og deres familie.

Vi har brug for en ny retning for Danmark. En retning, hvor arbejde bedre kan betale sig, hvor virksomheder får bedre vilkår, og hvor ansvar bliver belønnet.«

Øverst: Jacob Stryhn, der er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Slagelsekredsen og Sjællands Storkreds. (Foto: Jacob Stryhn). Debat/Red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen: https://www.slagelse.info/zsn/ra5z