Flere busafgange og lavere priser

Slagelse.News – Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget i Slagelse Kommune forbedrer busdriften i Slagelse Kommune. Det gælder Rute 431, Rute 908, Trelleborg, Fribussen Rød og Flextur.

Flere busruter får flere afgange, Flextur bliver billigere, og busruten til Vikingeborgen Trelleborg bliver permanent. Det er nogle af de forbedringer af busdriften, som Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget i Slagelse Kommune har vedtaget. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Slagelse Kommune forbedrer den kollektive trafik med flere busafgange og lavere priser. Rute 431 får halvtimesdrift i myldretiden, Fribussen Rød får flere ture om eftermiddagen, og Rute 908 kører til Storebælt Camping om sommeren. Ruten til Vikingeborgen Trelleborg gøres permanent og udvides til at dække perioden fra påske til efterårsferien. Samtidig sænkes taksten på Flextur fra januar – især til gavn for ældre og borgere i landdistrikter. Ændringerne sker som følge af borgerinput og træder i kraft i januar 2025 og juni 2026.

Rute 431, 908, Trelleborg, Fribussen Rød og Flextur

Forbedringerne betyder blandt andet, at Rute 431 mellem Slagelse og Dalmose får halvtimesdrift i myldretiden, Fribussen Rød, som kører i Skælskør- og Dalmoseområdet, får flere afgange om eftermiddagen, Rute 908 kommer til at køre helt til Storebælts Campingplads om sommeren, og så bliver ruten til Vikingeborgen Trelleborg gjort permanent samtidig med, den kommer til at køre i perioden fra påsken til efterårsferien – og ikke kun i sommermånederne som i år.

»Vi har lyttet til de forslag, der er kommet fra busborgergruppen. Det er forbedringer af den kollektive trafik der bredt i kommunen vil gavne mobiliteten for blandt andet skolebørn, studerende, erhvervsliv og de ældre borgere. Samtidig forbedrer det også transportmulighederne i vores landdistrikter,« siger byrådsmedlem Stine Søgaard (V), der er formand for Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget.

Udvalget har også besluttet at sænke taksterne på Flextur, som er en åben kørselsordning, hvor alle borgere i kommunen kan bestille transport fra adresse til adresse. I dag er starttaksten inklusive de første 10 kilometer 78 kroner i byerne og 47 kroner i landdistrikterne, men med beslutningen i udvalget vil taksterne blive sænket til henholdsvis 62 kroner i byerne og 31 kroner i landdistrikterne fra januar næste år. Forventningen er, at det vil forbedre især de ældres transportmuligheder.

Opsummering af forbedringer af busdriften

  • Rute 431 opgraderes fra time til halvtimesdrift mellem 12 og 17 mandag til fredag.
  • Der kommer tre ekstra afgange på Fribussen Rød om eftermiddagen, som binder Dalmose-Skælskør området bedre sammen med buskørsel.
  • Rute 907 til Stigsnæs færgehavn får en ekstra afgang om aftenen.
  • Starttaksten på kørsel med Flextur sænkes til henholdsvis 62 kroner i byerne (Korsør og Slagelse) og 31 kroner i landdistrikterne.
  • Forsøget med en busrute mellem vikingeborgen Trelleborg og Slagelse Station gøres permanent. Fremover kommer den til at køre mellem påske og efterårsferien.
  • Rute 908 udvides så den fremover også betjener Halsskov og Storebælt Camping i skolernes sommerferie.
  • Taksnedsættelsen på Flextur samt de nye afgange på Fribussen Rød træder i kraft til januar, mens de resterende forbedringer forventes at træde i kraft i forbindelse med køreplansskiftet i juni 2026.

Øverst: Busstationen ved Slagelse Banegård. (Foto: Slagelse Media). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/mcac