Flådestation Korsør er med i ny helhedsplan

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Der har længe været en vis usikker over, hvorvidt Flådestation Korsør ville blive lukket, men forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har oplyst til forsvarsudvalget, at der er udarbejdet en helhedsplan for Flådestation Korsør.

Større investeringer i kajanlægget vil indgå i forhandlingerne om forsvarsforliget. Det kommende forsvarsforlig er for 2018-2022, og nu ser det ud til, at Slagelse Kommune kan beholde både sin flådestation og sine mange arbejdspladser i en længere årrække.

Byrådsmedlem Villum Christensen (LA) fortæller til SN.dk: “Det er meget positivt. Jeg har været med i mange forhandlinger om flåden indtil nu, men kan nu bekræfte, at det aldrig har set så lyst ud for flådestationen forud for en forhandling, hvilket glæder mig meget.”

Tidligere hed det sig, at der ikke var planlagt anlægsinvesteringer, og Slagelse Erhvervsråd skrev blandt andet i en pressemeddelelse i 2010: “Det siger sig selv, at en lukning vil få uoverskuelige konsekvenser. Flådestationen er en slags dynamo i lokalområdet, og derfor vigtig for erhvervslivet.”

Ministerens fulde svar til Folketingets Forsvarsudvalg lyder: “Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har udarbejdet et forslag til en helhedsplan for Flådestation Korsørs etablissementer. Af helhedsplanen fremgår blandt andet, at der vil skulle foretages større investeringer i kajanlægget. Dette emne vil indgå i de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig.”

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *